Nyt fra branchen

Snedkerprisen går til Noma

Noma får Snedkerprisen for indretningen af den nye restaurant. Restauranten er tegnet af er tegnet BIG og indrettet af danske Studio David Thulstrup.

Den første uddeling af Snedkerprisen fra Københavns Snedkerlaug går til den nye Noma-restaurant, som er tegnet BIG og indrettet af danske Studio David Thulstrup, skriver Københavns Snedkerlaug i en pressemeddelelse.

Noma har nemlig med indretningen af den nye restaurant med klarhed og stor selvrespekt udfordret arkitekterne, snedkerne og alle de mange nøje udvalgte leverandører til næsten symbiotisk at indfange stedets essens. Der er ingen tilfældige leverandører – alle er specialister med en klar holdning til deres valg og brug af materialer. Samarbejdet er foregået med både etablerede virksomheder med alenlange referencer og med unge engagerede og dedikerede designere og snedkere.

Derfor fortjener Noma prisen for at føre den nytænkning, der har gjort restauranten berømt, videre i samarbejdet med snedkere og andre underleverandører i et all-in-koncept, hvor hver detalje tæller. Fra gulv, vægge og lofter til porcelæn, lamper og møbler. 

 

 

 

Der er tale om et gennemgribende koncept, hvor værdierne i den uforstilte, nysgerrige og demonstrative gastronomi genfindes som en betydningsbærende pendant i de lokaler, hvor maden præsenteres. Indretningen bliver således en del af oplevelsen.

 

 

Lokalerne fremstår som en hyldest til de nordiske naturmaterialer. De forskellige bygninger, som restauranten består af, har hvert sit udtryk og materialevalg. Egetræet er dominerende og bliver benyttet i nye og utraditionelle sammenhænge kombineret med andre materialer, som naturlæder, papirgarn, teglsten, beton og terazzo.

Håndværket og materialerne er tænkt ind i projektet med raffinement. Fx er gulvene så delikate i udførelsen, at man næsten ikke nænner at have sko på. Andre overflader er grove og indbyder til berøring.

 

 

På tide med en snedkerpris
Det kan undre, at Danmark ikke for mange år siden fandt på at uddele en snedkerpris, skriver Københavns Snedkerlaug.

Danske snedkere er berømte i hele verden for et frugtbart partnerskab med berømte arkitekter, der har placeret dansk møbelkunst i allerforreste række. De kunne alle have fortjent en snedkerpris.

Nu kommer så endelig Snedkerprisen, der er skænket af Kirsten og Freddy Johansens Fond og administreres af Københavns Snedkerlaug.

Prisen uddeles første gang 6. september 2018 og er på 150.000 kroner.

 

 


Fakta om Snedkerprisen

Snedkerprisen belønner arkitekter, designere, ingeniører, bygherrer eller snedkere, som i høj kvalitet har bidraget til byggeri eller indretning, hvor den væsentligste del af snedkerarbejdet er udført i træ  restaurering af inventar i byggeri, hvori træ er hovedbestanddelen. nyt møbeldesign eller brug af ny teknologi, hvor dristighed udfordrer faget i træ-relaterede materialer.

Prisen uddeles af København Snedkerlaug, som er samlingssted for møbel- som bygningssnedkere i København, men Snedkerprisen belønner emner og projekter i hele Danmark med den lille krølle, at det skal være et vinderprojekt, der vil være synligt for en stor del af offentligheden.

Priskomiteen lægger desuden vægt på såvel tradition som innovation. Det betyder, at en vinder af Snedkerprisen skal levere og vise forståelse for god håndværksmæssig kvalitet, evne at bruge og udvikle nye metoder og teknologi samt udvise hensyn til bæredygtighed i såvel udførelse som brug.

Håndværksmæssig fordybelse og afprøvning af sit fags grænseløse muligheder kan være et mål i sig selv. Her er snedkeren ikke så forskellig fra kokken. Det handler motiveringen af årets prismodtager også om, idet restaurant Noma er vinder af årets Snedkerpris, for som bygherre at udfordre sine leverandører.



Om fonden

Kirsten og Freddy Johansens Fond blev stiftet d 21 juni 2004 og er resultatet af et ægtepars beslutning om gennem en fond at støtte samfundsmæssige fornuftige formål. Den store formue stammer fra salg af parrets virksomheder, som var et ejendomsselskab og et håndværksfirma med maler og snedkerarbejde.

Fonden støtter og tilgodeser almennyttige formål, herunder håndværksmæssige arbejder, navnlig indenfor maler- og træfagene, samt at yde støtte til kulturelle, uddannelsesmæssige og kunstneriske aktiviteter.

Hertil kommer forskning indenfor håndværksfagene, specielt malerfaget, samt lægevidenskab indenfor det sygdomsbekæmpende område.