Nyt fra branchen

SKALA vinder skolerenovering og daginstitution

Foto af Tim Skole som den ser ud i dag, før renoveringen. SKALA Arkitekter.

SKALA Arkitekter vinder to separate opgaver i Tim - en ny daginstitution og en omfattende skolerenovering.

Ringkjøbing-Skjern Kommune har valgt rådgiver til to forskellige opgaver i Tim. SKALA Arkitekter vinder både totalrådgivningsopgave, der omfatter fremtidssikring og modernisering af Tim Skole, og en ny daginstitution til byens førskolebørn. Og selvom der er tale om to helt separate opgaver, så er der gode synergier at hente mellem de to projekter, skriver SKALA Arkitekter i en pressemeddelelse.

Læring og trivsel i fokus
Det mener man hos arkitekterne, der har solid erfaring med både skolerenoveringer og institutionsbyggeri. Ved at have begge opgaver i hus, er der mulighed for at skabe en helstøbt løsning af begge opgaver:

– Vi glæder os til at skabe sunde, innovative rammer, der kan understøtte læring og trivsel i hverdagen på såvel Tim Skole som i den nye daginstitution, siger Kurt Ankjær, direktør i SKALA Arkitekter.

Med de to opgaver får vi en enestående mulighed for at tænke de to institutioner sammen og skabe et godt forløb mellem skole og daginstitution. Vi ved, at når børn oplever en god overgang fra børnehave til SFO og skole, så gavner det deres trivsel og indlæring. Og det er faktorer vi tænker ind i den arkitektoniske løsning.

 
Rammer om mere bevægelse
Vinderteamet på de to opgaver består af SKALA Arkitekter som totalrådgiver, arkitekt og landskabsarkitekt med Ingeniørgruppen Vestjylland som underrådgivende ingeniør. Mens daginstitutionen er et helt nyt byggeri, skal skolen i Tim renoveres og moderniseres, så de fremtidige rammer på skolen lever op til moderne behov og de krav, der er til moderne læringsmiljø:

Med den nye skolereform stilles nye krav til bl.a. læringsmiljøer, fleksible rammer og gode forberedelsesfaciliteter, og det skal vi integrere på den bedste måde i Tim. I dag ved man, at det motoriske fundament er afgørende for en god indlæringsproces, og derfor handler det om at skabe rammer, der indbyder til bevægelse i hverdagen. Der er vi helt på forkant med udviklingen og mange års erfaring fra skoler og institutioner over hele landet – og vi går da også til opgaven med både stærke referencer i bagagen og i et stærkt team, siger Kurt Ankjær.

 
Godt dansk håndværk og design
Det er blandt andet bygherres ønske, at arkitekturen skal signalere åbenhed og at den skal understøtte de daglige arbejdsgange og de pædagogiske visioner og principper. Byggeriet skal have overtoner af innovation, og skal udføres i godt, dansk håndværk og design.

Første step er at afdække de specifikke behov, som såvel bygherre som børn og personale har. De skal derefter omsættes til visionære og bygbare rammer med fokus på at skabe en helhed i det arkitektoniske udtryk, der samtidig understøtter de fysiske rammer for læring og trivsel.