Nyhed

Se billeder fra årets afgangsudstillinger her

Billeder fra Designskolen Kolding er taget af Jette Sølvkær, billeder fra AAU af Christian Hvid Amstrup, billeder fra KADK af Per Rehfeldt, billeder fra Arkitektskolen Aarhus af Bo Billeskov Grünberger

176 nye designere og 287 nye arkitekter fra landets arkitekt- og designskoler har netop færdiggjort deres uddannelse. Lige nu har skolerne åbnet for afgangsudstillingerne, og hvis ikke du selv har mulighed for at tage ind og se dem, så har vi indsamlet billeder fra udstillingerne, som du kan se herunder artiklen.

Af Bo Billeskov Grünberger

– De unge arkitekter og designere tager livtag med de helt store udfordringer, vi står overfor i verden i dag. De viser stort ansvar for den virkelighed, de er en del af, og de skaber konkrete brugbare løsninger til både det private og offentlige. Der er i den grad brug for deres engagement og professionelle kreativitet, når vi skal nå FN’s verdensmål. Jeg er derfor meget stolt over at sende de nye arkitekter og designere videre ud i livet, siger Lene Dammand Lund, rektor på KADK.

Designskolen Kolding udstiller deres afgangsudstilling, ”Magtens Smykker” på Koldinghus, og udstillingen skal vise, hvordan design virker (og formentlig altid har virket) som en måde at manifestere magt, rang, rigdom og indflydelse.

– De nyuddannede designere ønsker at vise os, hvordan design kan give os alle mere magt. Mere styr over vores egen tilværelse. Eller mere indflydelse på den fælles udvikling, så den f.eks. bliver mere bæredygtig. De unge talenters projekter er således et rigtig godt bud på, hvad design kan bruges til i et samfund, hvor der er behov for, at alle mennesker yder deres bedste, siger Elsebeth Gerner Nielsen, rektor for Designskolen Kolding.

I Aarhus kredsede Torben Nielsens tale, rektor på Arkitektskolen Aarhus, om at dimission ikke markerer slutningen på en uddannelse, men begyndelsen af et arbejdsliv.

– Jeg synes, det er vigtigt at tage del i samfundet: Gå ud og få et job, lær af det, I har masser at lære endnu. I er ikke færdige, bare fordi I er færdige på Arkitektskolen. Og bliv så en del af den verden, som I allerede så småt begyndte at blive en del af, da I blev arkitektstuderende. I er begyndt at være meget mere digitale, I er en del af en digital verden, så hele den digitale revolution, der skyller gennem verden, og som vil skylle endnu hurtigere i fremtiden, den er I allerede klædt godt på til at kunne møde, sagde Torben Nielsen.

Du kan se stemningsbilleder fra skolernes afgangsudstillinger herunder.

Designskolen Kolding

KADK

Arkitektskolen Aarhus

AAU