Nyt fra branchen

Professors nøjsomhedsarkitektur under restaurering

Illustration: Realdania By & Byg.

Håndværkerne er nu rykket ind i arkitekt og professor Viggo Møller-Jensens eget hus.

Farverne er kortlagt og forundersøgelserne er færdige, så nu er håndværkere gået i gang med at restaurere arkitekt Viggo Møller-Jensens eget hus fra 1939.

Huset blev sidste år købt af Realdania By & Byg og indgår nu i samlingen af danske arkitekters banebrydende familiehuse, skriver Realdania i en pressemeddelelse.

På den skrånende villavej, Borrekrattet, i Kgs. Lyngby tæt ved naturskønne Mølleådalen er et hold af håndværkere nu sat på en stor restaureringsopgave. Opgaven gælder huset med atelier, som den danske arkitekt Viggo Møller-Jensen byggede til sig selv og sin familie i 1939, og som Realdania By & Byg købte for knap et år siden for at bevare og sikre det for eftertiden.

Ved første øjekast gør huset ikke megen væsen af sig, men bag den djærve arkitektur og det simple materialevalg gemmer sig en unik arkitektonisk familiebolig, som i dag regnes for en stor inspirationskilde til det danske rækkehusbyggeri i 1970’erne og 80’erne. Huset blev også startskuddet til en lang og ærefuld karriere for Viggo Møller-Jensen både som selvstændig arkitekt og som professor på Kunstakademiets Arkitektskole.

 

Illustration: Realdania By & Byg.

Huset fra 1939 er et banebrydende eksempel på tidens fremherskende “nøjsomhedsarkitektur”, hvor form fulgte funktion, og hvor husets enkle og uprætentiøse formsprog trækker tråde til både Bauhaus-bevægelsen og Bedre Byggeskikperioden. Det er disse fine kvaliteter, som nu skal bringes for dagens lys, og det er derfor, at håndværkere inden for flere fagområder inden længe melder deres ankomst. Et enkelt sted har håndværkerne dog allerede været i gang, nemlig i haven, hvor gartnere har opsat et nyt dyrehavehegn og beskåret en del af buskadset og træerne på den vildtvoksende beplantning.

 

Nationalmuseet på besøg
Siden Realdania By & Byg købte huset i november sidste år, er det blevet gennemgået på kryds og tværs for at få overblik over dets tilstand som grundlag for restaureringsindsatsen, og samtidig har også Nationalmuseet været rundt i huset for at opsnuse og kortlægge husets oprindelige farveholdning.
Nationalmuseets besøg afsløres flere steder i huset, hvor der er afsat små farvetrapper, som trin for trin viser 80 års lag af maling, tapet og grundpapir lige ind til det grå puds. Og det er på baggrund af disse farvetrapper og øvrige farvearkæologiske undersøgelser, at der til slut udvælges de helt farver og overflader til hvert enkelt rum.

Illustration: Realdania By & Byg.

Farveundersøgelserne viser, at huset kun er malet ganske få gange, og at der er ændret meget lidt i farveholdningen i husets 80-årige levetid. Farverne har altså været brugt meget bevidst som en del af det arkitektoniske udtryk og rummenes funktion og ikke blot som æstetisk dekoration. I en tid, hvor ornamentik næsten var bandlyst, blev farver en måde at understrege funktion og intention, siger Realdania By & Bygs arkitekt og projektleder Frants Frandsen, som står i spidsen for den omfattende restaurering.

 

Illustration: Realdania By & Byg.

Særligt ét rum har fanget både Frants Frandsens og farvearkæologernes opmærksomhed, nemlig det gule rum mellem stuen og soveværelset. Rummet står med et gult tapet, hvorpå der er malet dyr og planter. Ifølge beretninger fra familien er rummet en visualisering af de junglehistorier, som Viggo Møller-Jensens digtede til sine børn på søndag morgener.

– Det gule tapet er håndmalet af Viggo Møller-Jensen og er en meget personlig tilføjelse til det hus, han netop tegnede til sig selv og sin familie. Derfor vil vi nu sikre tapetet for fremtiden ved at restaurere det sammen med resten af huset, siger Frants Frandsen.

Illustration: Realdania By & Byg.

Fokus på husets CO2-forbrug
”Restaurering af resten af huset” betyder blandt andet, at også de oprindelige køkkenskabe og et klædeskab i soveværelset sættes i stand, og det samme gør også husets gamle badekar og en indbygget reol med plantekasse i den lille stue. Desuden skal samtlige overflader fra kælder til kvist, ude og inde gennemgås.

Derudover vil der være stort fokus på at nedbringe husets CO2-forbrug ved at etablere en ny og mere energieffektiv opvarmning og tætne døre og vinduer samt isolere i hulmure og under tag. De eksisterende vinduer med ét lag glas forsynes med forsatsrammer, som specialfremstilles, så de i stil og proportioner matcher husets oprindelige spinkle vinduer Alt sammen med henblik på også at skabe et godt og sundt indeklima og et fornuftigt CO2-aftryk i husets drift.

I stedet for det nuværende gasfyr er det planen at installere et kondenserende gasfyr, som udmærker sig ved både at mindske omkostningerne til varmt vand og opvarmning og minimere CO2-udledningen. Samlet set viser beregningerne, at energitiltagene vil nedsætte CO2-aftrykket med op imod 30 procent.

 

Bibeholder sit nuværende udtryk
Også udvendigt vil huset undergå en større istandsættelse, men det bibeholder til punkt og prikke sit nuværende udtryk med facader i gul tegl påført et laserende kalklag og en førstesal med klinkbygget bræddebeklædning samt grønmalede vinduer og døre. Også taget med tagpap og bølgeeternit samt selve tagkonstruktionen med udkragede synlige og afrundede bjælkeender restaureres og bevares, og i samme omgang fornyes og øges isoleringen i taget.
Samlet set udføres restaureringen med energiforbedringer under størst mulige hensyntagen til understregning og opretholdelse af husets arkitektoniske og kulturhistoriske bevaringsværdier.

Efter endt restaurering indgår huset i Realdania By & Bygs ejendomssamling, som tæller over 50 historiske ejendomme, der tilsammen repræsenterer over 500 års bygningshistorie. Med Viggo Møller-Jensens eget hus tæller samlingen af ’Arkitekternes egne huse’ 15 unikke arkitektboliger.

 


FAKTA: Borrekrattet 7, Kgs. Lyngby

Huset, der er opført som familiebolig med atelier/tegnestue på første sal, består af to bygninger vinkelret på hinanden og i forskudte højder, placeret i grønne omgivelser. Det er opført i gule tegl med et laserende kalklag og med klinkbygget bræddebeklædning på førstesalens sydside. Tagene på begge fløje er lagt med bølgeeternit og har et stort udhæng med synlige, afrundede bjælkeender.

I stueplan er der opholdsstue og køkken samt nedgang til kælder og opgang til førstesalen, hvor der er indrettet atelier og udgang til tagterrasse. I en sydlig sidefløj i én etage findes entré, badeværelse, mellemstue og soveværelse. Huset er udstyret med simpelt inventar og forarbejdede detaljer bestemt af funktioner såsom lemme til servering fra køkken til spiseplads, nedkastning af vasketøj fra soveværelset til vaskekælderen, indlevering af varer ved hoveddøren og direkte udkast af skarn fra køkkenet til skraldespand udenfor. Efter datidens normer, alt sammen yderst moderne.

 



FAKTA: Arkitekt Viggo Møller-Jensen

Arkitekt Viggo Møller-Jensen var først og fremmest optaget af at udvikle boliger og boligområder med høj miljømæssig kvalitet. Han var medskaber af nogle af dansk byggeris største boligbebyggelser som Farum Midtpunkt, Albertslund Syd, Solbjerg Have og Flexibo på Amager. Han udmærkede sig også som professor ved Kunstakademiets Arkitektskole, hvor han prægede generationer af unge, danske arkitekter med et mantra om at være konkret og gå lige til sagen.

Huset på Borrekrattet 7 i Kgs. Lyngby fra 1939 blev opført som kombineret familiebolig og tegnestue, og han boede i huset til sin død i 2003. Det beskedne hus afspejler hans konkrete og uprætentiøse tilgang til faget og kan ses som en forløber for de fredede Atelierhuse i Utterslev fra 1943, som i høj grad var med til at cementere Viggo Møller-Jensens navn i dansk arkitekturhistorie.



FAKTA: En del af Realdania By & Bygs samling af ”Arkitekternes egne huse”

Huset blev købt af Realdania By & Byg i 2019 og indgår nu i samlingen af over 50 historiske ejendomme overalt i landet. Huset, der ét af i alt 15 af ”Arkitekternes egne huse”, vil efter endt restaurering forblive i Realdania By & Bygs ejerskab og på markedsvilkår og i overensstemmelse med Realdania By & Bygs forretningsmodel blive lejet ud som bolig for en familie.