Nyt fra branchen

PRØVEBOLIGER SKAL VISE TINGBJERGS FREMTID

Der er planlagt op imod 150.000 kvm nybyggeri i Tingbjerg ved København.

Tingbjerg står foran forandring, hvis politikerne i foråret nikker til op imod 150.000 kvm nybyggeri i bydelen. Bygherren ønsker at få erfaringer med byggeprocessen for at kunne minimere generne i forbindelse med byggearbejdet og vise, hvordan nye boliger kan spille ind i Tingbjerg. Det skal ske ved at opføre ti prøveboliger i Tingbjerg forud for det store projekt.

Tingbjerg står foran en forandring, når bydelen i de kommende år med al sandsynlighed skal fortættes med private boliger. For at give beboerne en idé om, hvad de nye boliger kan tilbyde, og hvordan de kan spille sammen med de nuværende boliger og passe ind i omgivelserne, har Venstre foreslået, at den danske ejendomsudvikler Nordic Real Estate Partners (NREP) får lov til at opføre op til 10 permanente prøveboliger på et ubebygget areal nord for Tingbjerg Skole.

Opførelsen af prøveboligerne skal også give NREP erfaring med, hvordan den fremtidige byggeproces vil være til mindst mulig gene for de nuværende beboere, og derfor giver det god mening for teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) at bakke op om ønsket:

– Tingbjerg står over for en forandring, og derfor giver det god mening at tage hul på udviklingen for at se, hvordan det omfattende projekt kan udføres smart, hensynsfuldt og i samspil med de mange naboer i området. Rigtig mange er glade for og stolte af at bo i Tingbjerg, og derfor er det forståeligt, at de kan være både bekymrede og nysgerrige i forhold til den kommende forandring. Derfor er det en god løsning at give lov til at opføre permanente prøveboliger, som kan give en forståelse af, hvad fremtiden byder på, siger Ninna Hedeager Olsen.

 

I løbet af november og december har projektets rådgiverteam gennemført en inddragelsesproces, hvor nuværende beboere gennem oplæg, dialog, modeller m.m. er blevet oplyst om det kommende projekt. På baggrund af dialogen har NREP også kunnet kvalificere projektet mest muligt i forhold til beboernes ønsker og få viden om hverdagen i Tingbjerg. Og det har været vigtigt ifølge byudviklingsdirektør hos NREP Jens Kramer Mikkelsen:

– Der var blandt de fremmødte beboere stor interesse for prøveboligerne. Flere har bedt om at blive skrevet op på interesselisten, og andre er kommet med idéer til indretning af boligerne og uderummene. Så det er godt, at vi allerede nu kan tage hul på den langsigtede udvikling af Tingbjerg. Boligerne vil være de første ejerboliger i Tingbjerg, og de vil gøre det muligt for mennesker med helt almindelige indkomster at eje deres egen bolig kun otte km fra Rådhuspladsen. De første ti boliger skal vise ambitionsniveauet for de nuværende beboere, og samtidig være et første trækplaster for dem, der overvejer at flytte ind i det nye Tingbjerg, siger Jens Kramer Mikkelsen.

Boligorganisationen SAB ejer det ubebyggede areal, og formand for SAB, John B. Sørensen, er begejstret for idéen om prøveboliger:

– Det er helt centralt for SAB, at beboerne kan se, hvordan næste fase af udviklingen af Tingbjerg rent faktisk kommer til at se ud. Det er svært at forestille sig forandringer ud fra planer og skitser. Så vi er rigtig glade for at Teknik- og Miljøudvalget sætter hurtigt skub i at få bygget de første prøveboliger, siger John B. Sørensen.

I dialogprocessen har der været mulighed for direkte dialog med bygherre og rådgiverteamet på arrangementerne. Derudover er samtlige beboere i Tingbjerg blevet opfordret til at sende spørgsmål og skriftlige kommentarer til bygherre. Der er efterfølgende blevet produceret en informationsfilm om projektet og arrangementerne, der er lagt op på Tingbjerg Forums hjemmeside.

Steen Søndergaard Thomsen, der er formand for boligorganisationen fsb, synes, processen har været god:

– Prøveboligerne vil blive et stort aktiv for den fremadrettede dialog med beboerne og et åbent vindue til Tingbjerg for potentielt nye beboere, siger Steen Søndergaard Thomsen.

Teknik- og Miljøudvalget tager stilling til indstillingen om prøveboligerne 24. februar.