Nyt fra branchen

P+P arkitekter skal forvandle Den Kongelige Køkkenhave

Den Kongelige Køkkenhave ved Graasten Slot forventes at åbne i sommeren 2020. Foto: Thomas Rahbek.

P+P arkitekter skal tegne en række nye bygninger i forbindelse med renovering af Den Kongelige Køkkenhave så den fremstår som en attraktion.

Slots- og Kulturstyrelsen har indgået kontrakt om totalrådgivning med det jyske arkitektfirma P+P arkitekter om det kommende byggeri i Den Kongelige Køkkenhave ved Graasten Slot i Sønderjylland, skriver Slots- og Kulturstyrelsen i nyhederne.

Den Kongelige Køkkenhave ved Graasten Slot i Gråsten i Sønderjylland skal i det kommende år gennemgå en forvandling og indrettes til en mere åben og aktiv køkkenhave med fokus på bæredygtig drift, formidling og undervisning. 

Målet er, at køkkenhaven bliver en attraktion, som kan tiltrække gæster fra både ind- og udland og blive et samlingspunkt for borgerne i Gråsten. Projektet sker i et samarbejde mellem Sønderborg Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen. 

– Det er en dejlig nyhed her i begyndelsen af det nye år, at vi har fundet det helt rigtige arkitektfirma til opgaven med Den Kongelige Køkkenhave ved Graasten Slot. Det er på ingen måde en simpel opgave, for der skal både indrettes et velkomstcenter med vinterhave, og der skal bygges et paradehus til de mere kuldefølsomme planter. Derudover skal der bygges nye mandskabsfaciliteter til havens gartnere og de nye bonus-medarbejdere fra kommunes socialpsykiatriske tilbud Væksthuset. Vi glæder os til samarbejdet med P+P arkitekter, siger Slots- og Kulturstyrelsens enhedschef i Center for Slotte og Haver, Niels Mellergaard. 

Hovedattraktionen i Den Kongelige Køkkenhave bliver selve køkkenhaven, hvoraf kun en femtedel er i brug i dag, men i løbet af 2019 vil hele den flotte, gamle køkkenhave igen være på fuldt blus.  

– Det er ikke hver dag, vi tegner bygninger til en kongelig have, så det glæder vi os til. Vi ser frem til et godt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen, Sønderborg Kommune og ikke mindst brugerne hos slotsgartnerstaben og Væksthuset, siger direktør Erik Rønde Andersen, P+P arkitekter.

Arbejdet med at tegne bygningerne er allerede igangsat, og det forventes, at der kan gennemføres 1. spadestik i løbet af sommeren 2019, hvorefter Den Kongelige Køkkenhave ved Graasten Slot kan indvies i sommeren 2020. 

Projektet er finansieret af midler fra Sønderborg Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen og med donationer fra Bitten og Mads Clausens Fond, Louis Hansens Fond, Fabrikant Mads Clausens Fond, BHJ Fonden, Sydbank Fonden og Michael Jebsen Fonden. 

Læs mere om projektet