Nyt fra branchen

PLH bag moderne fortolkning af Hunosøgaard

Illustration af PLH Arkitekter

Nu går omdannelsen af det historiske feriested Hunosøgaard i gang. PLH Arkitekter forvandler det tidligere pensionat til moderne feriested og markedsplads for lokale fødevarer. Dermed genoplives stedets historiske rolle som udgangspunkt for ekstraordinære naturoplevelser på Højemøn - såsom træklatring, vandring, snorkling, fossiljagt, ridning og stjernekiggeri.

Projektet er en del af Realdanias udviklingsindsats ’Fremtidens Herregård’, og Hunosøgård er PLHs fjerde projekt i området siden arkitekterne vandt konkurrencen om Geocentret i 2003.

Efter fem års udviklingsarbejde går omdannelsen af det historiske pensionat Hunosøgaard på Højemøn nu i gang. Med Klintholm Gods som bygherre har PLH Arkitekter tegnet 8 moderne hotellejligheder med tilhørende gårdbutik, som skal danne en uformel ramme af høj kvalitet om aktiv friluftsferie med unikke mad- og naturoplevelser.

– For os er det enormt livgivende at arbejde med denne type projekt, der er så lokalt forankret og kan være med til at understøtte det stærke lokale engagement, vi igennem alle årene har oplevet på Møn siger  partner og direktør i PLH Arkitekter Søren Mølbak. Han glæder sig over muligheden for at arbejde videre på dette unikke sted og understøtte den lokalt forankrede turisme

– Arkitektonisk er det spændende at skabe et byggeri, der giver mennesker mulighed for at komme så tæt på naturen som muligt. Vi håber, det kan være med til at styrke udviklingen af kvalitetsturisme, der har fokus på oplevelsen af Møns særlige natur, kultur og fødevarer.