Nyhed

Nye boliger på Krøyers Plads

Henning Larsens Tegnestue, Kim Utzon Arkitekter og Tegnestuen PLOT har indgået et samarbejde med NNC om at tegne kommende boliger på Krøyers Plads i Strandgade i København.

De tre tegnestuer skal i fællesskab udvikle det nye projekt, som NCC opfører på den grund i Strandgade i København, hvor statens ejendomsselskab Freja Ejendomme havde forslået rejst seks boligtårne.

Endnu ved hverken NNC eller arkitekterne, hvordan bygningerne kommer til at se ud – eller hvordan samarbejdet helt præcist kommer til at foregå. Tegnestuerne skal i fællesskab udvikle et samlet projekt til grunden, som skal drøftes med Københavns Kommune og senere Københavns Borgerrepræsentation, hvorefter den sendes i offentlig høring.

De fire partnere håber, at der inden årets udgang ligger tegninger, skitser og modeller, som fører frem til et færdigt boligbyggeri.

"Ambitionerne er høje. I NCC har vi et ønske om at være med til at skabe arkitektonisk kvalitet i byen. Henning Larsens Tegnestue, Kim Utzon og PLOT repræsenterer alle det bedste, som dansk arkitektur kan præstere. Jeg tror, at de tre kan få forskellighederne mellem dem til at blive til en oplevelse af mangfoldig og dog helstøbt, dansk arkitektur," siger koncerndirektør Torben Biilmann, NCC.

Fra Henning Larsens tegnestue udtaler direktør Mette Kynne Frandsen, at grunden uhyre væsentlig i Københavns havn. Udover at rumme boliger kan den også blive et oplevelsesrigt mødested for hovedstadens indbyggere.

Samtidig med valget af arkitekter har NCC indgået aftale med det rådgivende ingeniørfirma Rambøll Danmark A/S om at udføre ingeniørprojekteringen ved det kommende byggeri.

Kilde: BygNet