Nyhed

Lyt til design og arkitektur

Ny podcastserie fra Realdania sætter fokus på boligblokken. Pressefoto Realdania

Hvordan gik det til, at nogle boligområder, tegnet af nogle af landets dygtigste arkitekter, i løbet af få årtier endte som boligmarkedets sidstevalg; endda som Danmarks såkaldt ’hårdest ramte ghettoer’? Og hvad kan design, ud over at være smukt? Det er bare nogle af de spørgsmål, en række nye podcasts dykker ned i. Få inspiration til gode fortællinger om design og arkitektur til sommerferien.

Af Kamilla Bøgesø Kjærgaard

Der bliver efterhånden udgivet en hel del danske podcasts om design og arkitektur. Vi har samlet en række af dem her, som du kan lytte til, når du måske lige om lidt går på sommerferie.

 

Dansk Arkitektur Center (DAC)

DAC udgiver fire forskellige podcast-formater: Building the future, Byens ånd, Let’s Talk Architecture og MorgenDAC LIVE. Med deres egne ord prikker de hul på debatterne og rusker i de emner, der fylder på dagsordenen. ’I vores podcasts giver vi plads til refleksion, ny viden og spændende gæster med noget på hjertet.’

F.eks. kan du høre syv udvalgte breve til København overborgmester Frank Jensen eller Bjarke Ingels i samtale med Generation X forfatteren Douglas Coupland.

Lyt med

 

Designmuseum Danmark

Designmuseum Danmark har I samarbejde med Wonderful Copenhagen og podcastbureauet Kontekst & Lyd skabt tre podcast-afsnit om dansk design.

Podcasten byder lytteren på en rejse gennem forskellige perioder og konkrete designobjekter, der giver en forståelse af de kvaliteter, der gør dansk design særlig.

Serien er på engelsk og henvender sig især til de mange internationale besøgende der gerne vil have et lidt bedre kendskab til de verdensberømte danske designere og historierne om, hvordan de store pionerer stadig inspirerer i dag.

Lyt med

 

Realdania

Hvordan gik det til, at nogle boligområder som for eksempel Gellerup og Tingbjerg – gode, lyse lejligheder i grønne omgivelser, tegnet af nogle af landets dygtigste arkitekter – i løbet af få årtier endte som boligmarkedets sidstevalg; endda som Danmarks såkaldt ’hårdest ramte ghettoer’?

Hvilken viden står vi på, når samfundet river op imod 4000 boliger ned og investerer milliarder i at skabe social balance i de områder, der i dag er socialt udsatte?

Og hvorfor er eksperterne så uenige?

Det ser Realdanias nye podcastserie ’Balladen om blokken’ nærmere på over ti afsnit.

Lyt med

 

Design denmark

Design denmark stiller i en ny podcast serie spørgsmålet, ’hvad kan design..?’. ’Vi tror på at design kan være mere end bare smukt. Det kan få folk til at føle noget og det kan gøre en reel forskel’, skriver de. Hen over sommeren udkommer flere nye afsnit hvor spørgsmålets mange aspekter bliver udfoldet.

Lyt med

 

Bylyd

Bylyd har udgivet podcasts om arkitektur og byudvikling siden 2015

Bl.a. har de udgivet serien ’Stadsarkitektens blik’, med landets (på det tidspunkt) 8 stadarkitekter. De har også en serie om Jacob A. Riis, den danske fotograf og reporter, der afdækkede storbyens skyggeside: slummen i slutningen af 1800-tallet og en serie om Dorte Mandrups kreative proces.

Lyt med

 

KADK

Med KADKs podcasts kan du blive klogere på universelt design, tage med til Østjylland, hvor klima- og samfundsforandringer banker på, og gå på vinduesvandring i København.

Lyt med

 

Designskolen Kolding

Hvad sker der, når designforskningen forsøger at finde svar på tidens udfordringer? Som når udsatte boligområder skal transformeres til det modsatte, når kulturmøder er gået i hårknude, eller når køb-og-smid-væk-kulturen bare ikke længere går an? De spørgsmål undersøger Designskolen Kolding i podcastserien ’Design til tiden’.

En anden serie ’Legeaftalen’ handler om, hvordan man man designe betalingsoplevelser, som er legende og nemme at gå til og om, hvorfor danske virksomheder ganske enkelt er nødt til at blive mere legende.

Lyt med

 

Renoverprisens podcast

Bygninger fortæller er en podcastserie af RENOVER prisen, som har til formål at fortælle de gode historier om nogle af Danmarks bedste renoveringsprojekter.

Lyt med

 

Radio Tegl

Det handler ikke kun om mursten eller tegl, men om at fortælle de gode historier og inspirere bygge- og arkitektbranchen med nye innovative løsninger for fremtidens byggeri, skriver Danske Tegl om deres podcasts. Foreløbig kan du hente 13 af deres fortællinger.

Lyt med