Nyhed

InnovationsAgent i erhvervslivet – en videreuddannelse til arkitekter og designere

De danske virksomheder efterspørger mennesker med kreative kompetencer, der kan skabe innovation og åbne for nye vækstmuligheder. Men det er svært at tænke sig ind i en virksomheds værdikæde, når man arbejder med kunst og kreativitet og ikke kender erhvervslivets forretningsgange.

Denne kløft bliver der nu rådet bod på med en videreuddannelse for ledige arkitekter, designere, kunstnere og kandidater fra universiteternes kunstfag, der er bosiddende i Århus Amt.

Uddannelsens indhold
InnovationsAgenterne er en 6 måneders videreuddannelse, der indeholder 3 måneders praktik i en virksomhed. I løbet af uddannelsen arbejder deltagerne med oplevelsesøkonomi, kunstbaseret kompetenceudvikling, projektledelse, innovation og kreativitet, markedsanalyse og virksomhedsforståelse. Herefter gennemfører de et projekt i en virksomhed.

En arkitekt kan f.eks. udvikle nye møderum, der stimulerer kreativiteten. En designer kan føje en æstetisk dimension til et produkt. Og en filmskaber kan indføre nye kreative værktøjer i den interne kommunikation. Mulighederne er mange, men InnovationsAgenten skal under alle omstændigheder være med til at forbedre virksomhedens bundlinje.

Start og informationsmøde
Det første hold InnovationsAgenter starter den 19. september i Århus. Der er informationsmøde den 16. juni kl. 15 i Guldsmedgade 25, 3. sal, 8000 Århus C.

Yderligere information hos projektleder Dorte Dalkjær på telefon: 4054 6588.

Læs mere om videreuddannelsen hos NyX – forum for kultur og erhverv.

Kilde: Pressemeddelelse