Medlemsportræt

Hjernerystelse spænder ben for Britta Daugaards arkitektkarriere

Arkitekt Britta Daugaard er i dag 43 år. Hun startede karrieren som projektleder hos Dansk Byplanlaboratorium i 2005. Foto: Nanna Maria Menzel/Praksis Arkitekter.

Yngre og højtuddannede har særligt svært ved at fastholde job efter hjernerystelse. Det viser nyt stort dansk forskningsprojekt. Neuropsykolog og lektor ved Københavns Universitet Hana Malá Rytter står bag studiet og råder til, at man lytter til kroppen og bevarer optimismen. Her får du arkitekt Britta Daugaards historie fortalt i 3 kapitler.

Af Tine Trabolt

Kapitel 1: Yngre og højtuddannede med hjernerystelse er særligt udsatte

Den knasende lyd i de røde Masteskure

Arkitekt Britta Daugaard står i foyeren ind til festsalen på Arkitektskolen på Holmen i København. Hun havde krydset fingre for at vejret ville holde, og udenfor skinner solen fra en skyfri himmel. Britta kigger på sit ur. Det er torsdag formiddag 9. juni 2005, og hun skal lige straks sætte det i gang, som hun har knoklet i døgndrift for det sidste halve år. Britta står sammen med sit team klar med navneskilte og programmer. Hun skal lige om lidt tage imod omkring 400 byplanlæggere til Den Europæiske Byplanbiennale 2005, som København og Øresundsregionen er vært for dette år.

Britta er for 5 måneder siden blevet ansat som projektleder hos Dansk Byplanlaboratorium til at stå for den internationale biennale. Hun er 29 år, og har, siden hun blev uddannet fra Arkitektskolen i Aarhus i 2003, haft svært ved at få arbejde. Derfor er Britta flyttet til København. Hun har altid interesseret sig for byens rum. Interessen for at lede projekter fik hun i studietiden, hvor hun var aktiv i studenternetværket EASA, European Architecture Student Assembly, hvor hun var engageret i events og workshops for arkitektstuderende i hele Europa. At hun nu står i spidsen for byplanbiennalen, er hendes drømmescenarie.

Byplanbiennalen varer tre dage, og om aftenen på andendagen skal gæsterne efter en middag på Malmøs Rådhus afrunde dagen med en kunstevent i de københavnske kanaler. Konferencen forløber planmæssigt, stemningen er god, og Britta begynder at slappe af. Hun sidder sammen med gæsterne klar i en af bådene tæt ved Operaen, men mærker en kold brise, og rejser sig. Hun går op efter tæpper i de røde Masteskure, som er brugt til workshops og udstillinger under biennalen. Britta bukker sig under nogle lave tværgående træbjælker. Der er ikke meget lys. Hun tror, hun er forbi bjælkerne, og rejser sig op med tæpperne i favnen. Hun hører en knasende lyd, da hendes hoved rammer bjælken. Britta kommer ud af Masteskurene og ned til gæsterne i bådene med tæpperne i favnen. Hun får givet signal til bådende om at sejle. Resten af aftenen er hun i chok, mens festlighederne fortsætter omkring hende.

Dagen efter på biennalens sidste dag er Britta svimmel, og hun har svært ved at formulere sig og har svært ved at forstå, hvad der bliver sagt. Hendes krop vil ikke lystre, og hun kan næsten ikke udholde lydene fra de glade gæster eller klare det skarpe sollys. Men det er Britta, der kender den store drejebog for dagen, og hun har ikke lyst til at gå glip af det, hun har knoklet for så længe.

Om eftermiddagen er der afslutningsceremoni i Operaen, hvor arkitekterne Henning Larsen og Louis Becker skal fortælle om byggeriet af Operaen. Britta tager imod Henning Larsen på arkitektskolen. Han er en ældre mand og har brug for støtte, når han går. Britta giver Henning Larsen en arm, og de går med små skridt den korte vej mod Operaen. Man kan ikke se, hvem der støtter sig mest til hvem.

Yngre og højtuddannede med hjernerystelse er særligt udsatte

Efter afslutningsceremonien i Operaen i 2005 tog Britta Daugaard på skadestuen på Bispebjerg Hospital. Hun fik, ligesom cirka 25.000 danskere hvert år, konstateret hjernerystelse. Hovedparten bliver symptomfri inden for 3 måneder, og de fleste er tilbage på arbejde efter 6 måneder. Men op til 15 procent har symptomer i årevis og har svært ved at fastholde et ordinært job.

Et nyt dansk landsdækkende registerstudie har fulgt en stor gruppe med hjernerystelse i 5 år og undersøgt deres tilknytning til arbejdsmarkedet sammenholdt med en sammenlignelig kontrolgruppe uden hjernerystelse.

Forskningsprojektet viser, at personer med hjernerystelse har væsentlig større risiko for ikke at have et ordinært job 5 år efter skaden. Hertil kommer, at yngre og højtuddannede, som Britta Daugaard, har en særlig stor risiko for at miste tilknytning til det ordinære arbejdsmarked.


DET VISER DEN NYE FORSKNING

Personer med hjernerystelse har 5 år efter skaden:

  • Mere end 1,5 gange større risiko for ikke at have et ordinært job.
  • Mere end 2,5 gange større stor risiko for at modtage førtidspension eller invalidepension.

Risikoen for at miste tilknytning til arbejdsmarkedet efter 5 år:

  • Mere end 2 gange større risiko for de højtuddannede.
  • Næsten 2 gange større risiko for de 30-39-årige.
  • Mere end 1,5 gange større risiko for de 18-29-årige.

Hana Malá Rytter er neuropsykolog på Bispebjerg Hospital og lektor på Psykologisk Institut ved Københavns Universitet, og har sammen med sin ph.d.-studerende Heidi Graff stået i spidsen for projektet. Hana Malá Rytter mener, at resultatet giver stof til eftertanke.

– Umiddelbart skulle man tro, at de unge og højtuddannede var mest ressourcestærke på arbejdsmarkedet. Men vores resultater har vist, at disse faktisk er de mest sårbare, siger Hana Malá Rytter.

Neuropsykolog Hana Malá Rytter er ansvarlig for den nye forskning om hjernerystelser. Hun er også leder af Dansk Center for Hjernerystelse, som et nyt videnscenter under Center for Hjerneskade.

De 18-39-årige, der ligesom Britta Daugaard får hjernerystelse, har væsentlig større risiko for at miste tilknytning til arbejdsmarkedet efter 5 år sammenlignet med de 40-60-årige.

– Som yngre, er man ved at etablere sig både karrieremæssigt og privat. Det kan være et stort pres at blive slået ud af kurs med en hjernerystelse, så det er en dårlig alder at få hjernerystelse i, siger Hana Malà Rytter.

Studiet viser også, at risikoen for at miste tilknytningen til arbejdsmarkedet stiger med uddannelsesniveauet. For eksempel har dobbelt så mange højtuddannede med hjernerystelse mistet tilknytning til arbejdsmarkedet end kontrolgruppen.  

– Jo mere man har investeret i sin uddannelse, jo mere identitetsskabende er den. Højtuddannede stiller ofte højere krav til sig selv, og de ignorerer derfor ofte symptomerne og starter på arbejde for hurtigt, siger Hana Malá Rytter.

Der stilles også højere krav til de højtuddannede, som selv skal planlægge og prioritere opgaverne, hvilket kan gøre det sværere, når de er kommet tilbage. De fleste arkitekter har skærmarbejde, og ifølge Hana Malá Rytter er det mentalt krævende at arbejde ved en skærm, og det kan derfor være sværere at vende tilbage til sit arbejde med en hjernerystelse.


Flere f
år førtidspension og fleksjob
Forskerne har udover at undersøge den samlede risiko for manglende tilknytning til arbejdsmarkedet med og uden hjernerystelse også set på, hvordan personerne står uden for det ordinære arbejdsmarked, om de for eksempel er på sygedagpenge, i fleksjob eller på førtidspension.

Mere end dobbelt så mange med hjernerystelse modtager førtidspension efter 5 år, når man sammenligner med kontrolgruppen. Det er ifølge Hana Malá Rytter bekymrende, når det oven i købet er svært at få førtidspension. Der er også en del flere med hjernerystelse, som modtager sygedagpenge eller er i fleksjob, end det ses i kontrolgruppen.

Der er renset for andre faktorer, som kunne begrænse tilknytning til arbejdsmarkedet, for eksempel personer med tidligere hjernerystelse, neurologiske skader eller bopæl uden for Danmark. Derudover er der justeret for blandt andet køn, alder, bopæl og indtægt og psykiatriske diagnoser.

 –  Vi ved ikke med sikkerhed om den manglende tilknytning til arbejdsmarkedet skyldes hjernerystelsen, men da vi både har renset for helbredsmæssige forhold og justeret for andre mulige faktorer, er det den mest sandsynlige forklaring, siger Hana Malá Rytter.

Studiet har været muligt, fordi data er tilgængelige via Danmarks Statistik. Forskerne har dog ikke haft adgang til patientjournaler, så det har ikke været muligt at tjekke for eventuelle fejldiagnoser. Desuden er patienter, der ikke har været på skadestuen, men kun hos egen læge, ikke medtaget.

–  Danmark har nogle meget valide registre, men der er selvfølgelig usikkerhed ved vores studie som ved al andet forskning. Der er risiko for fejldiagnoser og fejlregistrering og mørketal for dem, der har været hos egen læge. Men når datamængden er så stor, vil det ikke kunne ændre konklusionerne, siger Hana Malá Rytter.


SÅDAN GJORDE FORSKERNE

  • Forskerne har fulgt næsten 20.000 danskere mellem 18 og 60 år, der i perioden 2002-2007 har fået konstateret hjernerystelse som primær diagnose på skadestuen, og som var til rådighed for arbejdsmarkedet forud for skaden.
  • Patienterne blev fulgt i 5 år sammen med en sammenlignelig kontrolgruppe uden hjernerystelse. Der er trukket data om patienterne og kontrolgruppen efter 6 måneder og efter op til 5 år.
  • Der er trukket data via Danmarks Statistik, og hentet data fra CPR-registeret, Landspatientregisteret (LPR) og DREAM-registeret, som registrerer personer, der modtager overførselsindkomst.
  • Studiet er lavet i samarbejde mellem Rigshospitalet og Københavns Universitet m.f..


Kapitel 2: Lyt til kroppen og bevar optimismen

Britta Daugaards sidste byplanudstilling

Britta Daugaard sidder på en bænk og kigger ud over vandet i Strandgade på Christianshavn. Til højre kan man se Operaen. Ved siden af hende ligger en sammenrullet plakat. Det er den sidste dag i marts 2008, og Britta er lige kommet ud fra udstillingen ”Instant Urbanisme” på Dansk Arkitektur Center. Britta fordøjer indtrykkene fra udstillingen om alternativ byudvikling med genbrugte containere til kontorer og oppustelige plastiktelte til hjemløse. Hun venter på en kollega fra Dansk Byplanlaboratorium, som stadig er indenfor.

Efter byplanbiennalen i juni 2005 var Britta sygemeldt et par uger. På skadestuen havde hun fået at vide, at hun skulle ligge stille i et mørkt rum og se tiden an. Efter sommerferien havde hun forsøgt at genoptage arbejdet på Dansk Byplanlaboratorium. Hun håbede hele tiden på at få det bedre. I samarbejde med arbejdspladsen forsøgte hun langsomt at trappe op i tid og udvælge opgaver, der skånede hende. Men efter knap et år måtte hun give op og sygemelde sig. Hun ville ønske, at hun havde lyttet bedre til kroppens signaler. Efter et fem måneder langt forløb for personer ramt af hjernerystelser og piskesmæld, som Københavns Kommune havde bevilliget, kom Britta tilbage til Dansk Byplanlaboratorium i arbejdsprøvning.

Nu næsten 3 år efter hjernerystelsen i de røde Masteskure har Britta stadig følger af hjernerystelsen. Hun bliver hurtigt meget træt, og hun kan ikke læse eller lave skærmarbejde uden at få det dårligt. Det er, som om hun konstant har tømmermænd, og hun har ofte migræne.

Denne sidste dag i marts har Britta trodset migrænen. Hun ville nå at se den sidste byplanudstilling i Dansk Arkitektur Center, inden hun forlader København. Britta har sammen med kæresten Jesper, der også er arkitekt, besluttet at flytte fra lejligheden på Nørrebro til Svendborg på Fyn, hvor Jesper har fået arbejde. Britta ser frem til at få mere ro. De mange mennesker og de larmende biler på gaden er blevet for meget for hende.

Britta har sagt farvel til kollegaen og sidder nu i toget mod Fyn med plakaten med teksten ”A home is not a house”. Jesper er taget i forvejen med flyttelæsset. Nu bliver der et par års pause fra mulighederne i hovedstaden.

Lyt til kroppen og bevar optimismen

Selvom yngre og højtuddannede ifølge det nye registerstudie har særlig risiko for at miste tilknytning til arbejdsmarkedet efter hjernerystelse, skal de ifølge neuropsykolog Hana Malá Rytter passe på med at lade sig slå ud.  

– Vores resultater bekræfter, at det er vigtigt at tage hjernerystelse meget alvorligt. Men det er også vigtigt at huske, at de allerfleste kommer sig uden mén, siger Hana Malá Rytter.

Det er dog vigtigt ikke at ignorere symptomerne på hjernerystelse. Hanna Malá Rytter råder til at starte forsigtigt op på arbejde og være bevidst om, hvor mange og hvilke opgaver man kan klare uden at få symptomer.  

–  Den langsomste vej er den hurtigste vej. Man skal ikke presse sig selv på arbejde, da det kan give stress oveni, og stress er en forværrende faktor, siger Hana Malá Rytter.

Faglig sekretær på FAODs Aarhus-kontor Anna Pålsson oplever, at mange medlemmer rejser sig for hurtigt efter hjernerystelse. Foto: Bo Billeskov Grünberger/FAOD

Anna Pålsson er faglig sekretær i Forbundet Arkitekter og Designere og rådgiver forbundets medlemmer, der er i fare for at miste tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun har også ofte kontakt til medlemmer med hjernerystelse, og hun oplever, at mange ikke melder sig syge eller vender for hurtigt tilbage til arbejdet.

–  Arkitekter og designere er passionerede, og vi ser, at mange bare arbejder videre og først for sent opdager, at de har lukket øjnene for faresignalerne. De vil ikke erkende, at de er nødt til at geare ned, og det giver bagslag, siger Anna Pålsson.

På baggrund af tidligere forskning har patienter med hjernerystelse fået anbefalet at lægge sig i et mørkt rum og holde sig fra skærmen. Dette var også anbefalingen til Britta Daugaard. Ifølge Hana Malá Rytter viser den seneste forskning imidlertid, at man påvirkes forskelligt, og at man derfor skal tage udgangspunkt i den enkeltes symptomer og tidligere hverdag. Hvis man for eksempel har været meget sportsaktiv, kan det være en stressfaktor at skulle ligge passivt derhjemme i sengen.

– Man skal lytte til sin krop, og efter de første par dage, kan man begynde at prøve sig selv af. Hvis man ikke får symptomer ved at være på Facebook eller løbe en tur, behøver man ikke at lade være med det. Tværtimod kan det hjælpe at lave noget, man er glad for. Det glædesbetonede er i sig selv terapeutisk, siger Hana Malá Rytter.

Mange, der har følger efter hjernerystelse, får en identitetskrise og har svært ved at acceptere, at de ikke magter så meget. Der er forventningspres både fra omverdenen og personen selv.

– Selvom det er svært, er det vigtigt at bevare optimismen og et positivt livssyn. Det er decideret helbredsfremmende, siger Hana Malá Rytter.


TAG DIT HOVED ALVORLIGT 
Hjernerystelser og skader i hovedet er noget, du skal tage alvorligt. Læs mere om symptomerne, og hvad du skal gøre, hvis du får en hovedskade.



Kapitel 3: Hos Praksis Arkitekter

En af de gode dage

Britta Daugaard sidder ved sit skrivebord hos Praksis Arkitekter i Troense på Tåsinge, der har lokaler i skipperlandsbyens tidligere søfartsmuseum. Uden for er der helt stille mellem bindingsværkhusene og frugttræer, inden for bliver der arbejdet med konkurrencen til et nyt artcenter i den gamle spritfabrik i Aalborg. Det går godt på tegnestuen, som har haft opgaver som Carlsberg fondets forskerboliger i Carlsberg Byen og genopbygning af Svinkløv Badehotel.

Det er en sommerdag i 2019, og Britta sidder med lejekontrakten for det gamle træskib Fionia, som skal danne rammen om tegnestuens sommerudflugt.

Britta Daugaard t.h. på tegnestuen Praksis Arkitekter. Foto: Nanna Maria Menzel/Praksis Arkitekter.

Efter afslag på fleksjob og ophør af sygedagpenge i 2010 havde Britta egentlig givet op. Arbejdsskadesagen kørte stadig. For Britta var dagen lang, når hun ikke var i stand til at foretage sig noget uden at få det dårligt. Hun kunne ikke læse, handle, lave mad, eller være sammen med folk i længere tid. Nogle gange havde hun kun kræfter til at gå i bad. Britta havde prøvet behandlinger lige fra osteopati til kraniosakral terapi, træning af samsyn, mindfullness og psykologhjælp. Mens hun søgte efter andre veje for at få det bedre og få en fremtid på arbejdsmarkedet, blev Britta gravid og fik datteren Vigga. Fra at have siddet i sofaen uden at kunne noget, sad hun nu i sofaen og ammede. Hverdagen fik mere mening, og fremtiden så lidt lysere ud.

I december 2013 fik Britta tilkendt fleksjob af Svendborg Kommune, og hun har de sidste 5 ½ år været ansat i fleksjob hos Praksis Arkitekter. Britta havde selv kontaktet tegnestuen om muligheden for fleksjob, og det er hun meget glad for i dag. Hun står blandt andet for at arrangere efteruddannelse, studieture og arrangementer for tegnestuens 20 ansatte. For tiden står hun for at flytte tegnestuens Københavnerkontor, som lukker og videreføres fra Troense. Britta bruger stadig sine projektlederevner, selvom det er i et noget andet omfang end ved byplanbiennalen for nu 14 år siden.

Brittas arbejdsskadesag endte i Ankestyrelsen i 2015 med 75 procent i erhvervsevnetab. Hendes fleksjob er i dag 12 timer om ugen fordelt på 4 dage. Men hun kan ikke altid arbejde efter planen, for nogle gange får hun migræne, eller må udføre sine opgaver samtidig med, at hjernen føles som en stor hård sten.

Britta holder liv i sin arkitektuddannelse hos Praksis Arkitekter, og hun sætter pris på at være del af det faglige miljø på tegnestuen. At være arkitekt er en stor del af Brittas identitet, men hun kæmper stadig med, at hun ikke kan bidrage med nær så meget som for 14 år siden.

Britta Daugaard pakker sine ting sammen, i dag er hun stoppet med at arbejde i tide. Det har været en af de gode dage.


HJERNERYSTELSE VENDTE OP OG NED PÅ ALT
Se videoen om arkitekt og designforsker Sofie Kinch.