Nyhed

Fredningseksperter advarer: Vi sælger ud af vores fælles kulturarv

Arkitekturhistoriker, ph.d. og post.doc Jannie Rosenberg Bendsen og professor og arkitekt Mogens A. Morgen har skrevet værket Fredet - Bygningsfredning i Danmark 1918-2018 på baggrund af et fælles forskningsprojekt ved Aarhus Arkitektskole.

Bygningfredningsloven har i 100 år været med til at sikre os en rig og levende forbindelse til vores arkitektoniske fortid og det liv, der er kommet før os. Flere affredninger har for nylig skabt massive folkelige og faglige protester og gør nyt stort værk om fredningens historie dybt aktuelt. Vi har talt med de to forfattere.

Af Kamilla Bøgesø Kjærgaard

På tværs af landet står cirka 4.000 fredede bygninger, fra pompøse slotte over jævne købstadshuse til baggårdslokummer i Københavns Indre By. De repræsenterer historiens bedste arkitektur og er en del af vores fælles identitet – et fysisk og levende vidnesbyrd om, hvordan vi gennem mange århundreder har boet, levet og arbejdet, som vi har valgt at bevare for os og for eftertiden.

Bygningsfredningsloven blev indført i 1918, og 100 års bygningsfredning er noget, vi skal fejre! Det slår arkitekturhistoriker, ph.d. og post. doc Jannie Rosenberg Bendsen og arkitekt og professor Mogens A. Morgen fast med 368 rigt illustrerede sider om bygningsfredningsloven, som i år fylder 100 år.

Det er et særdeles grundigt værk, de to har forfattet, der undersøger, hvorfor vi freder, og hvorfor vi freder det, vi gør. De afdækker lovens tilblivelse og historie i en arkitektonisk og samfundsmæssig kontekst, hvor vi får indsigt i de politiske og offentlige diskussioner, der har påvirket feltet gennem ti årtier. Bogen rummer 200 eksempler på fredede bygninger med nye fotos af Jens Markus Lindhe.

Og de to forskere har bestræbt sig på at skrive til alle med interesse for arkitektur og bygningsbevaring, ikke kun fagspecialister.

Værket lander på et tidspunkt, hvor bygningsbevaring oplever ny interesse fra yngre arkitekter – kulturarv, transformation og restaurering er blevet det største og mest søgte studieområde på både KADK og Arkitektskolen i Aarhus. Det lander også kort tid efter, at nedrivningen af Slagtergårdene på Vesterbro blev gennemført trods massiv folkelig modstand. Og få uger efter Lonely Planet kårede København til verdens bedste rejseby, bl.a. fordi man kan opleve Rundetårn, Nyhavn og Kødbyen. Flere bygninger, som ikke ville være bevaret i dag, hvis ikke de var fredet.

Og så lander værket midt i den kontroversielle og omdiskuterede affredning af Vikingeskibshallen, som Kulturministeren, stik imod sin egen styrelses anbefalinger, valgte at gennemføre i september måned.

Det er med andre ord et interessant og afgørende tidspunkt at se nærmere på dansk bygningsfrednings historie lige nu. Og Fredet giver et solidt fundament at stå på for at tage diskussionen om værdien af bevaring, og hvordan vi ønsker at frede for fremtiden.

Vi freder for fremtiden

For det er fremtiden, vi freder for, understreger de to forfattere flere gange. For at sikre at de kommende generationer får mulighed for at se sig selv i sammenhæng med fortiden.

”Da man fredede husene i Nyhavn, var det det rene slum. Det var jo et havneområde og bestemt ikke noget romantisk sted. Bygninger i den tilstand blev revet ned andre steder i København,” siger Jannie Rosenberg Bendsen. Eigtveds Pakhus fremhæver hun som et andet godt eksempel.

Pakhuset blev fredet i 1918 men i 1970 ville ejerne, staten og Københavns Kommune rive det ned. Mange års opbevaring af salt havde tæret på pakhuset, og man vil gerne bygge noget nyt på stedet. Men Det Særlige Bygningssyn, som dengang var myndighed på området, fastholdt fredningen efter lange diskussioner. Pakhuset blev sat i stand, og i dag bor Udenrigsministeriet i bygningen på Christianshavn.

”I dag er det jo et fantastisk miljø, hvor man har hele strukturen med pakhusene, industrihistorien og Danmark som sejlnation, som er knyttet til den bygning og dens placering. Jeg tror ikke, der er nogen i dag, som synes, det ville give mening at rive Eigtveds Pakhus ned,” siger Jannie Rosenberg Bendsen.

Det Asiatiske Kompagni opførte Eigtveds Pakhus 1748-1750, tegnet af Nicolai Eigtved. Staten ansøgte i 1970 om tilladelse til at rive den fredede bygning ned, men Det Særlige Bygningssyn mente, at bygningen var et monument af stor arkitektonisk betydning. Foto: Nationalmuseet, Danmark: Kristian Hude.

Og netop det er en af fredningens iboende konflikter. Når økonomiske interesser eller manglende forståelse for en bygnings arkitektoniske og kulturhistoriske værdi på det tidspunkt, hvor den endnu kan reddes, støder sammen med ønsket om fredning. Derfor nedsatte man samtidig med loven Det Særlige Bygningssyn, der fungerede som myndighed, indtil man med en lovændring i 1979 flyttede myndighedsansvaret til den daværende Fredningsstyrelse.

Det Særlige Bygningssyn er stadig Kulturministerens rådgivende udvalg i spørgsmål om bygningsfredning og –bevaring. Udvalget er udvidet fra oprindeligt fem medlemmer til i dag 13, der repræsenterer et bredt felt af interesser – ejere, kommuner, museumsfolk, historikere og arkitektfaglige medlemmer.

Historisk affredning kan føre til mislighold af kulturarven

Affredningen af Vikingeskibshallen er første gang en minister i en ophævelsessag både går imod Det Særlige Bygningssyn og sin egen styrelses anbefalinger.

”Mange kan måske ikke forstå den fredning i dag, men jeg tror eftertiden vil dømme os rigtig hårdt for, at fredningen blev ophævet, og bygningen sandsynligvis bliver revet ned,” siger Jannie Rosenberg Bendsen. Og Mogens A. Morgen fortsætter:

”Vi kan ikke finde et lignende tilfælde. Fagfolk, Det Særlige Bygningssyn, teknikere, ingeniører og ministerens egen styrelse siger, at den skal bevares. Alligevel går ministeren imod dem alle. Det er helt exceptionelt. Der findes ingen fortilfælde for det i bygningsfredningens 100 år lange historie,” siger han.

Beslutningen kan blive en direkte trussel af vores bygningsarv, mener de to forfattere. For ikke alene bryder den med 100 års respekt for de faglige rådgiveres anbefalinger og gør affredning til en ren politisk beslutning. Man sender også et signal til ejere af fredede bygninger om, at hvis bare man undlader at vedligeholde sin ejendom, indtil den bliver for dyr at istandsætte, så kan man få den affredet. Det risikerer at føre til mislighold af fredede bygninger, som er en stor udgift for mange ejere, siger Jannie Rosenberg Bendsen:

”Hvis jeg var ejer, ville jeg blive rasende. Vikingeskibsmuseet, som er en delvis offentlig institution, får at vide, at man ikke kan kræve, at de betaler for at få sat bygningen i stand. Men samtidig siger man til alle private ejere, at de skal holde deres ejendom vedlige og beskytte fredningsværdierne. Hvem skal gå foran? Det skal det offentlige da,” siger hun.

Detalje af Willemoesgården i Assens. Opført i 1675, fredet i klasse A i 1918. Foto: Jens Markus Lindhe

Stigende udgifter til specialiseret håndværk har gjort det dyrere at vedligeholde fredede ejendomme, samtidig med at de offentlige tilskud til ejerne er blevet mindre. Morgens A. Morgen efterlyser uafhængige støttemidler som dem man fra 1966 til 1997 kunne søge i det, der dengang hed Statens Bygningsfredningsfond.

”Pengene kom fra det offentlige, men det var ligesom DR licensmidler, det var ikke penge som skulle forhandles hvert år som led i Finansloven. De kunne ikke bare spares væk afhængig af den aktuelle politiske dagsorden. Midlerne blev reguleret af fondets bestyrelse, som kunne give penge til byggesager og havde også større frihed til at opkøbe bygninger, sætte dem i stand og sælge dem videre. Den mulighed har man også i Slots- og Kulturstyrelsen i dag, men man gør det stort set ikke mere.”

De politiske visioner for samfundet er væk

Udhulingen af det offentlige støttesystem afspejler en påfaldende mangel på politisk interesse for området. Det bekymrer de to forskere, som efterlyser politiske visioner for, hvordan vi som samfund ønsker at frede fremover, og hvordan vi får bevaret den vigtigste arkitektur fra vores egen tid.

”Den første Bygningsfredningslov var et udtryk for visioner, man havde for samfundet. Man havde noget, man gerne ville fortælle. Det var en fortælling om Danmark, som både højre og venstre side i Folketinget var enige om var vigtig,” siger Mogens A. Morgen og fortsætter:

”I dag laver man hele tiden ændringer i loven, i en sådan grad at loven nærmest kun er vejledende for ministeren. Og det handler mest om økonomi og ejernes rettigheder. Man kan se en markedsgørelse af fredede bygninger i dag, der er ikke længere de visioner for en samfundsfortælling, man ønsker at give videre. Det er nogle helt andre dagsordener.”

Da bygningsfredningsloven blev vedtaget i 1918 mente selv partiet Højre, at fredningssager var vigtigere end den private ejendomsret. Hofjægermester, godsejer og medlem af Rigsdagen for Højre Frederik Sporon-Fiedler, mente at der måtte trækkes ”En Grænse for den private Ejendomsret, fordi disse gamle Bygninger ikke i almindelig Forstand er Enkeltmandseje. De er hele Samfundets Eje.”

Jannie Rosenberg Bendsen tilføjer:

”Problemet er, at der ikke er nogle politikere, der interesserer sig for det – ud over Alex Ahrendtsen (DF). Man kan være enig eller uenig med ham, men det gode er, at han har en holdning til tingene. Det kunne være rart, hvis der var andre politikere, der kunne se det her område som en vigtig del af en kultur- og samfundsfortælling om Danmark. Fagligt er det et ret stort felt, og der en offentlig interesse. Det er ikke en bred folkesag som naturfredning, men der er mange der engagerer sig som f.eks., da man ville rive slagtergårdene på Vesterbro ned.”

Nyhavn 65 i København blev fredet i klasse A, som en vigtig repræsentant for de såkaldt ildebrandshuse, der blev opført i København efter branden i 1728. I dag er stort set alle husene med ulige numre i Nyhavn fredet og et godt bevis på, at fredede bygninger ikke er museumsgenstande men levende dele af det moderne samfund. Foto: Nationalmuseet Danmark.

En af de helt store revisioner, man bør foretage af loven, ifølge de to forskere, er at gøre det muligt at frede kulturmiljøer. Det betyder, at man i et afgrænset område freder ikke kun enkeltbygninger, men hele det miljø, de indgår i. Til gengæld er der ingen krav om, at bygningerne også er fredet indvendigt. Det ville give langt større fleksibilitet og nye muligheder, mener de. Men kommunerne modsætter sig.

”Man har fra starten ønsket at kunne frede kulturmiljøer, men det er ikke lykkedes pga. kommunerne, som mener det går ud over deres selvbestemmelse. Men det ville faktisk give kommunerne mange fordele, sådan som jeg ser det. For det vil kun dreje sig om udvendig fredning,” siger Mogens A. Morgen og peger på Aarhus Universitet, som et oplagt byggeri at bevare på den måde.

Ligesom både Nyhavn og Kødbyen i København kunne være blevet fredet som kulturmiljøer, hvis det havde været muligt. I Nyhavn valgte man i stedet at frede samtlige bygninger.

Stor fortælling i det grimme og almindelige

Helt aktuelt vil kulturmiljøfredninger også være et redskab til at bevare nogle af velfærdssamfundets store strukturer, som ellers er svære at rumme i den eksisterende Bygningsfredningslov, siger Jannie Rosenberg Bendsen.

Vores egen tids arkitektur risikerer lige nu at gå tabt for eftertiden, mener hun. Velfærdsamfundets bygninger fra især 1950erne og 60erne bliver i øjeblikket renoveret, ombygget og nedrevet, uden omtanke for den tid de blev opført i, og uden nogen strategi for, hvordan vi sikrer den fortælling.

Fra 2010-2016 lavede man en gennemgang og beskrivelse af samtlige fredede bygninger. På den baggrund kan man lave en solid strategi for fremtidens fredninger, siger Mogens A. Morgen:

”Du står med et materiale, du aldrig har haft før i fredningens historie. Bygninger er beskrevet, du ved hvor mange, der er af hver type, og du har et seriøst fagligt og sagligt grundlag at lave en strategi ud fra. Men det arbejde er der slet ikke blevet evalueret på endnu.”

Radiohuset tegnet af Vilhelm Lauritzen. Opført 1938-1941 og fredet i 1994. I dag bor Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i bygningerne. Foto: Jens Markus Lindhe.

Jannie Rosenberg Bendsen fortsætter:

”Man kan lære af fortiden, hvor man har været villig til at frede og har lavet nogle større temagennemgange. Det kræver, at vi sætter midler af, hvis vi skal sikre vor tids arkitektur, inden det bliver totalt ombygget eller revet ned. Vores umiddelbare fortid, som vi måske synes er grim og helt almindelig, er jo også en del af historien. Engang syntes man at bindingsværk var frygteligt. Vi har bare ikke tid til at få den distance, vi er nødt til at forholde os til vores betonbyggerier og de store planer fra 1960’erne nu. De er en vigtig del af velfærdsamfundets opbygning og i stedet for at handle om, hvad der er pænt og grimt, må det handle om, hvilke fortællinger, vi giver videre til fremtidige generationer.”

Bevægelsen kommer nedefra

Efter at have talt sammen i næsten to timer, er det som om en skygge er faldet ind over Bygningsfredningsloven runde fødselsdag. Loven er presset af markedskræfter og manglende politisk interesse og prioritering, men de to forskere understreger at der ER meget at fejre.

”I bund og grund er det fantastisk at have en bygningsfredningslov, som har eksisteret i 100 år. Det er klart, at der er mange udfordringer, men dybest set er det en god historie. Hvis vi håndterer det rigtigt, så har det også en god fremtid,” siger Mogens A. Morgen. Og forfatterne ser bevægelsen komme nedefra. Fra borgere, fra studerende – en ny generation af unge, som er vokset op med en bæredygtig dagsorden, hvor det handler om at bygge mindre nyt og forholde sig til det eksisterende. Mogens A. Morgen oplever det på Arkitektskolen:

”Jeg oplever, det er ved at gå op for mange af de nye studerende, at man er en del af en tradition på mange planer. De har en helt anden tilgang til faget end dengang jeg selv gik på arkitektskolen, der var meget mere præget af Modernismens opgør med alt, hvad der lå tidligere. Jeg tror, den unge generation har et helt andet fokus på, hvad det er for et samfund, man skal vokse op og arbejde i.”