Nyhed

Opfordring om samarbejde i arkitektbranchen

FAOD, JA og KF har sammen med Dansk Industri lavet denne fælles udmelding om rammerne i vores Arkitektoverenskomst og mulige tiltag for at minimimere konsekvenserne og afskedigelser på virksomheden i lyset af corona-situationen.

Dansk Industri har drøftet den nuværende situation med Forbundet Arkitekter og Designere, Jordbrugsakademikerne og Konstruktørforeningen. Virksomhederne står i et akut behov for at kunne tilpasse både bemanding og økonomi for dermed at kunne bevare flest mulige arbejdspladser og bringe alle gennem COVID-19 krisen på bedst mulige måde.

Overenskomsten gælder fortsat uændret, men overenskomsternes parter er enige om at opfordre alle virksomheder og medarbejdere til at udvise så stor fleksibilitet og samarbejdsvilje som overhovet muligt i forhold til de forskellige bestemmelser i overenskomsterne for i videst muligt omfang at undgå afskedigelser.

Overenskomstparterne opfordrer derfor til, at ledelsen tager initiativ til løbende at drøfte situationen på virksomhederne og bruger tillidsrepræsentanterne.

Neden for følger en kort beskrivelse af nogle af de tiltag, virksomhederne kan benytte sig af, hvis de på grund af COVID-19 er nødt til at tilpasse driften. Hvilke tiltag, der er relevante for virksomheden, afhænger af den konkrete situation.

Hjemmearbejde
For at inddæmme smittespredning har regeringen den 11. marts opfordret erhvervslivet til at sende medarbejderne hjem i videst muligt omfang for foreløbigt at arbejde hjemme.

Medarbejderen er forpligtet til at arbejde hjemmefra i det omfang, det kan lade sig gøre. Der kan også tænkes i muligheder, hvor medarbejdere skiftes til at være på arbejde og således undgår for meget tæt kontakt med hinanden. Det er virksomheden, der vurderer, om der er medarbejdere, der helt eller delvist kan arbejde hjemmefra, og hvilke medarbejdere der i givet fald er tale om.

Hvis virksomheden sender medarbejdere hjem, vil de berørte medarbejdere have ret til løn. Det skyldes, at det er virksomhedens valg, at medarbejderne ikke må komme på arbejde. Forpligtelsen til at udbetale løn kan blive en anden, hvis myndighederne pålægger virksomheder at sende deres medarbejdere hjem.

Hjemsendelse
Virksomheder kan som udgangspunkt altid hjemsende medarbejdere med løn for en periode.

Hjemsendelser uden løn kræver en særlig hjemmel, eller at der foreligger force majeure. Det er almindeligt antaget, at funktionærer ikke kan hjemsendes uden løn efter reglerne om force majeure. Om der foreligger force majeure er en meget konkret vurdering af den enkelte virksomheds situation.

Virksomhederne bør kontakte DI for nærmere rådgivning, hvis de overvejer, om de er berettiget til at sende medarbejdere hjem uden løn.

Medlemmer og tillidsrepræsentanter bør kontakte deres forbund.

Timepuljen og afspadsering
For timer i timepuljen over 75 er det efter overenskomsterne muligt for arbejdsgiver at varsle timerne afspadseret med et varsel på 24 timer.

De ansatte har fortsat råderetten over de første 75 timer. Udgangspunktet efter overenskomsterne er, at timerne skal afvikles umiddelbart efter optjeningen, men arbejdsgiver kan ikke varsle timerne afholdt. Da den nuværende situation i høj grad giver luft til afspadsering, opfordres alle desuagtet til at være så imødekommende som muligt i forhold til afvikling af timerne.

De første 75 timer i timepuljen kan dog varsles med en måneds varsel i opsagte medarbejders opsigelsesperiode.

Minustimer
Medarbejderne kan ikke pålægges at afspadsere timer, som ikke er optjent. Men det er muligt at indgå en frivillig individuel aftale om, at timepuljen kan gå i minus. I den forbindelse har forbundene meldt ud, at det vil være en forudsætning for godkendelse af en frivillig individuel aftale om minuspuljetimer, at det samtidig bliver aftalt, at timerne ikke kan modregnes, hvis medarbejderen fratræder.

Ferieafvikling
I henhold til ferieloven skal al restferie som udgangspunkt afvikles inden 1. maj 2020. Virksomhederne har mulighed for at varsle restferie med 1 måneds varsel. Ferieloven giver mulighed for, under helt særlige omstændigheder at pålægge ferie uden varsel. Det vil være en vurdering af den konkrete virksomheds situation, om betingelserne for at kunne pålægge ferie uden varsel er til stede.

I lyset af den nuværende situation opfordrer DI og forbundene alle til at udvise størst mulig fleksibilitet i forhold til at afvikle restferie nu, og i øvrigt aftale placeringen hvor behovet er i forhold til virksomhedens opgavesituation. Dette gælder uanset tidligere udmeldinger om at gemme ferie på grund af overgangsperioden til nye ferielov. 

Feriefridage
I henhold til overenskomsten skal feriefridage placeres efter aftale mellem arbejdsgiveren og medarbejderen. Alle opfordres derfor til at afvikle feriefridage nu, hvis opgavesituationen gør, at det er svært at fylde arbejdsdagen.

Frivillige aftaler om nedsat arbejdstid og løn
Under finanskrisen i 2008 og frem blev der på mange arkitektvirksomheder indgået frivillige, tidsbegrænsede aftaler om nedsat arbejdstid med tilsvarende forholdsmæssig lønnedgang. Mange stod sammen om at bevare så mange kollegaer i arbejde som muligt og dermed i videst muligt omfang undgå ellers nødvendige afskedigelser.

Både forbundene og DI er klar til at rådgive om indgåelse af sådanne aftaler. Fordi aftalerne er frivillige, kan de træde i kraft med det samme. Tillidsrepræsentanterne kan kontakte deres respektive forbund, som er klar til at bistå med hjælp. På virksomheder, hvor der ikke er valgt tillidsrepræsentant, anbefaler vi, at medarbejderne udpeger en kontaktperson, der kan koordinere aftalerne.

Organisationerne arbejder lige nu på at udarbejde en fælles skabelon, som virksomhederne og medarbejderne kan anvende, hvis de ønsker at indgå sådanne aftaler.

Arbejdsfordeling
Der er herudover mulighed for at indgå aftaler om arbejdsfordeling. Når en virksomhed har arbejdsfordeling, er medarbejderne ikke fuldt beskæftigede, men arbejder nogle dage og får løn fra virksomheden for disse dage, mens de går ledige de andre dage. Medarbejdere, som er medlem af en A-kasse, får supplerende dagpenge for de dage, de er ledige. Formålet med en arbejdsfordeling er at give virksomheden mulighed for at nedsætte arbejdstiden i en situation, hvor virksomheden er ramt af kortvarig arbejdsmangel og dermed undgå opsigelser.

I forbindelse med COVID-19 har regeringen den 12. marts 2020 besluttet at gøre ordningen mere fleksibel.

Læs mere om arbejdsfordeling og de nye regler.

Regeringens hjælpepakker
Regeringen har udarbejdet nogle hjælpepakker, som skal støtte dansk erhvervsliv. Det drejer sig bl.a. om en lønkompensationsordning til virksomheder, der ikke afskediger medarbejdere i perioden frem til 9. juni 2020. Derudover er der en særlig hjælpepakke for små virksomheder med op til 10 ansatte.

For så vidt angår lønkompensationsordningen er det både DI og forbundenes opfattelse, at ordningen ikke kan anvendes, hvis der indgås aftale om arbejdsfordeling på virksomhederne.

Virksomhederne skal derfor søge rådgivning hos DI for at få overblik over, hvilken løsning der kan være den rigtige for virksomheden i den aktuelle situation.

Læs mere om trepartsaftalen om lønkompensation på virksomhedsguiden.dk

Har du spørgsmål?
DI og forbundene inviterer arbejdsgivere og tillidsrepræsentanter til at kontakte deres respektive organisationer, hvis der skulle være tvivlsspørgsmål.

Følg med på FAODs hjemmeside
Læs vores nyhed: Få svar på Corona-spørgsmål.

Vi opdaterer nyheden løbende efter udviklingen, myndighedernes retningslinjer og ny hastelovning. Tjek derfor løbende vores hjemmeside.