Nyhed

Dansk Erhverv og DI stiller sig på hver sin side i Anne Blacks sag mod Netto.

Keramiker Anne Black gik i 2016 viralt med videoen ‘Jeg føler mig kopieret’, hvor hun anklager Netto for at have kopieret og solgt tre af hendes produkter. Foto: fra videoen, gengivet med tilladelse fra Anne Black.

I dag er Dag 2 i Landsrettens behandling af Anne Blacks sag mod Netto, hvor Sø- og Handelsrettens klare dom til fordel for Anne Black nu skal stadfæstes – eller omstødes. Sjældent har der været så meget på spil for dansk design, og nu er landets største erhvervsorganisationer også trådt ind på banen.

Af Kamilla Bøgesø Kjærgaard

I Østre Landsret startede i går fortsættelsen på Anne Blacks sag mod Netto, som Sø- og Handelsretten i juni måned klart dømte til fordel for Anne Black. Retten slog dengang fast at Netto og producenten Ronald A/S i 2016 havde kopieret og solgt tre produkter designet og markedsført af Anne Black. I følge dommen var der tale om en klar krænkelse af designerens ophavsret.

Men Netto ankede sagen, og nu er det op til Landsretten om dommen skal stadfæstes – eller omstødes. En af dem, som i dag skal svare for sig i retten er tidligere kulturminister og nuværende adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.

Dansk Erhverv valgte nemlig at gå ind i sagen til fordel for Netto og Salling Group med en påstand om, at det vil være ”overordentligt vanskeligt” for butikker fremover at sælge helt simple brugsprodukter uden at løbe risikoen for at krænke andres ophavsrettigheder, hvis Anne Black igen får medhold.

Dansk Industri i stærkt forsvar for ophavsretten

Dansk Industri derimod udkom i tirsdags med et stærkt forsvarsskrift for designeres ophavsretsbeskyttelse, der bl.a. fremhævede: at patenter, varemærker, design og markedsføringsloven er væsentlige værn mod, at andre uberettiget kopierer de kreative og innovative erhverv.

– Det er helt afgørende, at virksomheder kan beskytte nyskabende produkter, som er resultatet af forskning og udvikling, siger seniorchefkonsulent Lars Holm Nielsen i Dansk Industri i sit indlæg.

Så banen er i den grad kridtet op, og landets største erhvervsorganisationer har stillet sig på hver sin side af nettet, i en sag, der i forvejen var usædvanlig og af helt afgørende betydning for dansk design.

Læs hele Lars Holm Nielsens indlæg her. 

FAOD er sammen med Akademikerne og Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA) trådt ind i sagen som såkaldt bi-intervenient til fordel for Anne Black.

Man forventer, at der falder dom i sagen den 11. juni 2020.

Læs også: FAOD træder ind som støtte for Anne Back i afgørende sag mod Netto