Nyhed

Ansvarlige investeringer står øverst på programmet hos pensionskassens bestyrelse

Arkitekternes Pensionskasses bestyrelse var samlet til ekstraordinært møde i Rundetårn i København.

Der var især fokus på ansvarlige investeringer, da bestyrelsen for Arkitekternes Pensionskasse i sidste uge var samlet til ekstraordinært møde.


Ekstraordinært møde i Arkitekternes Pensionskasse

Bestyrelsen for Arkitekternes Pensionskasse var i sidste uge samlet til et ekstraordinært møde for bl.a. at tale om arbejdet med ansvarlige investeringer, og hvordan pensionskassen får en endnu grønnere investeringsprofil. Presse- og kommunikationschef i Sampension Pia Lykke var med til mødet og rapporterer her fra dagens diskussion.


Af Pia Lykke, Presse- og kommunikationschef, Sampension

Rundetårn lagde rammer til, da bestyrelsen for Arkitekternes Pensionskasse i sidste uge var samlet til et særmøde om bestyrelsesarbejde, herunder arbejdet med ansvarlige investeringer. De centrale emner i Sampension-fællesskabets politik for ansvarlige investeringer er overholdelse af menneskerettigheder, klima og miljø, god ledelse og våben.

Bestyrelsen er helt enige om, at den grønne profil i Arkitekternes Pensionskasse skal styrkes og vil arbejde med, hvordan pensionskassen tager sin del af ansvaret. Der er i øjeblikket stort fokus på ansvarlige investeringer, og der er flere veje, man kan vælge for at blive en mere grøn pensionskasse. Derfor var det vigtigt for bestyrelsen at afsætte ekstra tid til at drøfte og forstå emnet for at finde en fælles vej, som lever op til medlemmernes forventninger.

– Jeg vil gerne have, at vi som bestyrelse finder en vej sammen. Vi afholder blandt andet det her møde, fordi vi har brug for at komme tættere på, hvordan vi sikrer ansvarlige investeringer på kort og langt sigt, sagde pensionskassens formand Cecilie Therese Hansen indledningsvis.

Ud over formanden tæller bestyrelsen næstformand Per Frølund Thomsen, Rikke Sylow Francis, Søren Kaare-Andersen, Kirsten Sander, Rie Øhlenschlæger og Mads Gudmand-Høyer. Sidstnævnte er nyeste medlem af bestyrelsen, og han opfordrer pensionskassen til at påbegynde af-investering i selskaber med fossile hovedaktiviteter senest i 2020.

Bestyrelsens formand Cecilie Therese Hansen tilkendegav på mødet, at hun anerkender hans ønske og tilføjede, at Arkitekternes Pensionskasse netop nu er i gang med at udarbejde en stor undersøgelse med en række spørgsmål om ansvarlige investeringer, som sendes ud til medlemmerne senere på året. Undersøgelsens formål er at tage temperaturen på, hvor medlemmerne står i forhold til ansvarlige investeringer.

– Vi skal vide, hvor medlemmerne er henne i diskussionen om grøn omstilling og ansvarlige investeringer, og det bliver spændende at se, hvilke svar vi får ind, sagde hun.

På vej mod det fossilfri samfund

Udover bestyrelsen var Sampensions investeringsdirektør Henrik Olejasz Larsen og viceinvesteringsdirektør Jesper Nørgaard også inviteret med til mødet. Sidstnævnte er ansvarlig for Sampension-fællesskabets investeringsstrategi på ESG-området og forklarede blandt andet om det dialogprogram, pensionskassen fører på en række udvalgte temaer inden for ESG med en stor gruppe af de virksomheder, fællesskabet har investeringer i.

– Det er et langstrakt program, mange dialoger kører i mere end tre år, og vi har både dialoger som ender positivt og negativt. Vores udgangspunkt hidtil har været at tage fat i temaer som eksempelvis miljø, sociale forhold og god ledelse i de selskaber, hvor vi mener, vi kan påvirke til en forbedring, sagde Jesper Nørgaard.

Han fortalte også, at investeringsfonde i EU formodentlig inden for de næste måneder bliver underlagt et EU-krav om klassifikation, når det handler om bæredygtighed. Kravet betyder, at fondene for at kalde sig bæredygtige skal kunne rapportere om, hvad de gør for at være det. Det vil sandsynligvis senere blive foldet ud til også at gælde pensionsselskaber.

– Vi forventer, at EU vil lægge større vægt på deltagelse i omstillingen mod at blive fossilfri end på, at man som investor blot vælger de ’sorte’ investeringer fra. Fremover skal selskaber, der deltager i transitionen hen mod en fossilfri energisektor, vælges til, forklarerede han.

Fælles retning med bredde i budskaber

Bestyrelsens drøftelser i forlængelse af Jesper Nørgaards indlæg gik blandt andet på, hvordan man på forskellig vis kan påvirke positivt i forhold til verdensmålene. Der var fuldstændig enighed om, at der er et nødvendigt – og hastende – behov for omstilling.

Søren Kaare-Andersen bemærkede, at en grøn investeringsstrategi i hans optik ikke nødvendigvis betyder, at alle fossile investeringer skal vælges fra her og nu, men at vejen mod en grøn investeringsstrategi også kan omfatte investeringer i selskaber, der arbejder på at blive grønne.

– Der er ingen tvivl om, at vi allerede er kommet et godt stykke i den rigtige retning, blandt andet fordi vi har indrettet os efter nogle globale politikker og konventioner, men selvfølgelig skal vi endnu videre. Pensionskassens formue kan og bør blive brugt til fornuftige investeringer i den grønne omstilling, lød det blandt andet fra Rie Øhlenschlæger.

Hun efterlyste mere tydelige, fælles danske mål for, hvornår pensionsbranchens investeringer betragtes som grønne.

Mads Gudmand-Høyer argumenterede for, hvorfor han mener, Danmark bør være foregangsland inden for den grønne omstilling og vise handlekraft uden at afvente regulativer fra EU.

Sampensions investeringsdirektør Henrik Olejasz Larsen konstaterede afslutningsvis, at det er et åbent dilemma, hvordan man som investor vælger at medvirke til den grønne omstilling.

– Man kan hurtigt få et lavere carbon footprint ved eksempelvis at frasælge alle fossile selskaber, men det er jo ikke nødvendigvis den bedste løsning på problemet. Måske bidrager det mere til den grønne omstilling at tage nogle af de selskaber, som er mest sorte, og gøre dem mindre sorte, sagde Henrik Olejasz Larsen.