Nyhed

Afgangsprojekt i karantæne

Hanna Blomquist (th) og hendes studiekammerat Caroline laver afgangsprojekt sammen på KADK. Men i stedet for at sidde bøjet ind over modeller og skitser sammen, sidder de nu hjemme hver for sig og taler om projektet over Skype. Fotos udlånt af Hanna Blomquist.

De studerende er blevet sendt hjem og ved ikke, hvornår de ses igen. Afgangsstuderende, der laver projekt sammen, forsøger at gøre det over Skype, og usikkerheden over eksamensforløbet trænger sig på. Vi har talt med to afgangsstuderende Thorbjørn og Hanna fra KADK om hverdagen i isolation.

Af Kamilla Bøgesø Kjærgaard

Thorbjørn Lønberg Petersen bor i kollektiv ikke langt fra Arkitektskolen i København, hvor han studerer. Sammen med sine bofæller sad han og så pressemødet om aftenen den 11. marts, hvor Mette Frederiksen lukkede det meste af Danmark ned. Herunder KADK, hvor Thorbjørn er i gang med at lave sit afgangsprojekt fra kandidatprogrammet Bosætning, Økologi og Tektonik. Efter pressemødet hoppede han straks på cyklen.

– Lige efter pressemødet cyklede jeg ud på skolen og hentede alt det, jeg kunne slæbe med hjem. Jeg var midt i en modelbyggefase, men det lod jeg stå. Jeg pakkede alle mine skitser, min computerskærm, mine tegne- og skriveredskaber og så mange træpinde, jeg kunne have i min taske. Så er det muligt for mig at lave nogle mindre modeller.

Thorbjørn er heldigere end de fleste. Hans værelse er et stort rum med flere hemse, og der har han indrettet sin egen lille tegnestue. Hans afgangsprojekt er en udviklingsstrategi for Refshaleøen, så han kan nemt cykle ud til sit site. I kollektivet bor han sammen med fem andre, så helt ensom bliver han heller ikke. Men efter halvanden uge savner han studiemiljøet på arkitektskolen og sine kammerater.

Thorbjørn Lønberg Petersen har indrettet en lille tegnestue på en hems i kollektivet, hvor han bor. Herfra laver han nu sit afgangsprojekt, så længe skolen er corona-lukket. Foto: Thorbjørn Lønberg Petersen.

– Der er jo en helt anden kreativ vibe på skolen, og man kan hele tiden sparre med sine studiekammerater. Jeg har valgt at arbejde alene på mit afgangsprojekt, men jeg snakkede meget med min sidekammerat. Det er godt at øve sig i at forklare, hvad det egentlig er, man prøver at lave. Det er ikke så nemt nu. Det savner jeg virkelig meget. Og jeg savner sammenholdet i det hele taget.

Kræver mere at holde motivationen oppe

Det kom ikke helt som en overraskelse for Thorbjørn, at skolen lukkede. Der havde været snak om det blandt de studerende, men pludselig gik det så stærkt, at det alligevel kom bag på dem, fortæller han.

– Det første der skete var, at vi på mail fik at vide at der var en studerende, der havde fået corona efter en studierejse til Italien. Personen havde ikke være på skolen efter, men der blev spekuleret i, hvad der mon ville ske. Nogle talte om, at man nok ville lukke skolen i et halvt år, andre troede slet ikke det var en mulighed. Pludselig skete det så hurtigt, at man nærmest ikke nåede at opdage det, siger Thorbjørn, som efterhånden har svært ved at skelne dagene fra hinanden.

– Det udvikler sig så hurtigt alt det her. Efter to dage har man næsten glemt, hvordan det var før.

Otte timer om dagen sidder Thorbjørn ved sit arbejdsbord. Ikke nødvendigvis fra 9 til 17, men han har besluttet at sidde der de timer. Egentlig kan han godt lide at arbejdsdagen bliver mere flydende, og han har ikke lavet en fast struktur for dagens forløb. Men han kan godt mærke, at det er blevet sværere at holde motivationen oppe.

– Jeg kan egentlig godt lide at arbejdsdagen ikke er fra 9 til 17 mere. Den er fra man vågner til man går i seng. Så kan man arbejde lidt og lave noget andet ind i mellem. De pauser man ikke får, når man sidder på skolen, som man egentlig har godt af, dem får jeg i hvert fald herhjemme. Men det kræver en selvdisciplin, siger Thorbjørn og tilføjer:

– Jeg havde et godt flow op til det her. Jeg havde fået lavet en masse, men nu kan jeg godt mærke at det kræver lidt mere at motivere mig.

Svært at justere sine egne forventninger

Skolen har foreløbig udsat afleveringen for de afgangstuderende med to uger. I stedet for at aflevere deres projekter 20. maj, kan de vente med at aflevere til 4. juni, bare to dage før selve afgangene er planlagt til at starte.

På Hanna og Thorbjørns hold plejer de at have vejledning sammen i grupper, hvor alle byder ind og giver hinanden feedback. Nu forsøger de at gøre det på distancen. Foto: Hanna Blomquist.

– Skolen har meldt ud, at de kan ikke justere afleveringstidspunktet mere, men de kan justere kravene til afleveringen. Det er så spørgsmålet, om man kan justere sine egne forventninger til, hvad man laver. Det er jo ens afgangsprojekt. Jeg har en tendens til at stresse rigtig meget, og det vil jeg gerne være fri for. Så jeg har besluttet mig for at tage det, som det kommer, siger Thorbjørn.

Spørgsmålet om, hvad hvis de slet ikke kommer tilbage på skolen, inden de skal aflevere projektet, har Thorbjørn slet ikke turdet tænke til ende.

– Uha! Det tør jeg slet ikke tænke på. Vi kommer nok ikke tilbage om en uge, men jeg håber ikke, der går meget mere end en måned. Efter Påske måske. Jeg har ikke tænkt den tanke helt ud, siger han.
(Interviewet blev lavet lige inden regeringen meldte forlængelsen af nedlukningerne ud. Red.)

Laver projekt sammen, men må ikke ses

Hanna Blomquist går på Thorbjørns hold og er også i gang med sit afgangsprojekt. Hun synes ikke, det er helt så nemt at omstille sig til, at alt foregår digitalt. Hun tegner sit afgangsprojekt sammen med studiekammeraten Caroline, men retningslinjerne fra skolen er, at de ikke må ses.

– Det er lidt svært at motivere sig. Hele tanken var, at nu skulle vi tegne afgangsprojekt sammen, nu skulle vi gøre det godt, hygge os med det, lære noget og have det sjovt den sidste tid på skolen, og så bliver vi bare sendt hjem alle sammen uden at vide, hvornår vi ses igen. Det tager noget tid at omstille sig til, at det hele nu kører digitalt, og vi så bare må snakke på Skype en gang om dagen, siger Hanna.

Hun savner også dagens struktur og variation.

– Når man cykler ud til skolen er det tydeligt, at så starter hverdagen. Når man sidder derhjemme, så bliver alle dage ens. Man sidder bare der på sin stol. Det synes jeg er helt frygteligt, siger hun.

Om to måneder skal afgængerne efter planen op og præsentere deres projekter. Men Hanna er usikker på, hvordan det nu kommer til at foregå, og tankerne om, hvordan de får afsluttet deres studie på en god måde, trænger sig på.

– I princippet ved vi ikke, om vi kan gå op, eller om det hele bliver digitalt. Kommer der nogen censorer? Hvad med vores diplomoverrækkelse? Må man invitere sin familie? Skolen kan jo ikke samle 180 afgangselever i festsalen. Man kan jo ikke gøre noget ved det, men vi har virkelig set frem til det hele. Det er fem år på arkitektskolen som bliver afsluttet…”

Studerende skyndte sig hjem til Norge

Hanna er fra Sverige og bor i Danmark med sin hollandske kæreste. Selv overvejede hun ikke at tage hjem, da landet lukkede ned, men det gjorde flere af hendes skandinaviske studiekammerater, fortæller hun.

Hanna Blomquist_modelmateriale derhjemme
Hanna og Caroline laver et projekt i Stavanger og var næsten færdige med deres store landskabsmodel. Nu er den skilt ad og de vigtigste dele taget med hjem. Foto: Hanna Blomquist.

– Mange af os på skolen er fra Sverige og Norge, og fra vores klasse er mange flygtet hjem til Norge. De ville ikke sidde låst inde i deres lejlighed i Danmark, de ville hjem til deres forældre. Så de har købt en envejsbillet, og jeg ved ikke, om de overhovedet kommer tilbage. Det er virkelig blevet et helt andet afgangsforløb, end vi havde regnet med, siger hun.

Hendes studiekammerat Caroline er fra Norge, men hun valgte at blive i København. Og det er en stor støtte at have hinanden, fortæller Hanna.

-Jeg tror, det er nemmere for os, der arbejder sammen. Vi kan altid ringe til hinanden, ikke bare om skoleting, men også bare høre, hvordan det går og spørge, om man har husket at komme ud og få frisk luft.

Resten af deres hold har de kontakt med i en Facebookgruppe. Og de er gode til at tage sig af hinanden, synes Hanna.

– Vi plejer at holde god kontakt. Der er nogen, der allerede var lidt stressede, inden skolen lukkede, så dem har vi skrevet til og været ekstra opmærksom på, hvordan det går. Og også dem som arbejder alene. Vi er et godt hold og passer på hinanden, så meget som vi kan, siger hun.

 

Læs også vores interview med Ulrik Stylsvig Madsen, som er lektor på KADK og programansvarlig på kandidatprogrammet Bosætning, Økologi og Tektonik, hvor Thorbjørn og Hanna studerer.

Han fortæller om fællesskabet og oplevelsen af at træde ind i et privat rum sammen, når vejledningen pludselig foregår hjemmefra spisestuen.