Nyt fra branchen

Marienborg lukker unge designtalenter ind

Foto: Simon Heger Knudsen.

Danmarks officielle statsministerbolig er blevet nyindrettet med design og kunst fra danske talenter.

Danmarks officielle statsministerbolig er blevet nyindrettet med design og kunst fra danske talenter.

I forbindelse med en større indvendig istandsættelse af Marienborgs hovedbygning er der tænkt nyt dansk design og samtidskunst ind i de historiske rammer. Den officielle embedsbolig er dermed ført ’up to date’, så Marienborgs mange besøgende fra ind- og udland ikke alene møder en mere inviterende ramme for det politiske arbejde. De vil også opleve nogle af samtidens stærkeste talenter indenfor dansk design og kunst, skriver Statens Kunstfond i nyhederne.

 

Designerne
Følgende designere, arkitekter og kunstnere har arbejdet specifikt med design og værker til Marienborg:

Maitham Almubarak, Batool Alshaikh, Nicolai Bo Andersen, Benas Burdulis, Jeanette Ehlers, Lasse Gam Folke, FOS, Emil Roman Froege, Hilda Hellstrøm, Carl Emil Jacobsen, Rune Bruun Johansen, Søren Johansen, Victor Boye Julebäk, Emil Krøyer, Mads Sætter Lassen, Camilla Monsrud, Magrethe Odgaard, Lea Porsager, Sebastian Skovsted, Christian Vennestrøm, Danh Vo, Jesse Yang.

Statens Kunstfond har udlånt værker af Ivan Andersen, Aka Høegh, Jytte Høy, Bodil Manz, Ursula Munch Petersen, Inger Rokkjær, Alev Siesbye, Gertrud Vasegaard og Mette Winkelmann.

 

Et tidsvarende Danmarksbillede
Den nye indretning omfatter udvalgte eksempler på dansk samtidskunst og nyskabt stedsspecifikt design som borde, reoler og belysning, nye tekstiler og milde nordiske toner på væggene. Tilsammen skaber det en helhedsoplevelse, der er med til at sikre, at Marienborg fortsat spejler det danske demokrati og den politiske samtid, stedet fungerer i.

– Kunst og design spejler, hvem vi er som danskere, og hvad vi står for som nation. Med værker fra nogle af samtidens stærkeste talenter indenfor dansk design og kunst er Marienborg blevet et tidssvarende billede på de kreative og kunstneriske ressourcer og stærke kulturelle værdier, vores samfund fostrer i fællesskab. Således føjer dansk kunst og design en yderligere dimension til Marienborg – til glæde for stedets mange besøgende fra ind- og udland, siger formanden for Statens Kunstfond, Michael Bojesen.

En mulighed for danske talenter
Statens Kunstfond blev involveret i projektet, da Statsministeriet i forbindelse med istandsættelsen søgte om faglig rådgivning til indretningen. Da Statens Kunstfond arbejder for at fremme talent og stimulere det kunstneriske vækstlag i Danmark, opstod der hurtigt et samarbejde om indretningen af et nyt og tidsvarende Marienborg i respekt for den historiske bygning og med afsæt i Marienborgs oprindelige inventar.

Den unge designduo STUDIO0405, bestående af Nikolaj Lorentz Mentze og Mathias Mentze, blev udvalgt til at stå for opgaven med kuratering af nyindretningen og de mange nye designløsninger, ligesom Kunstfonden har stået for den kunstfaglige rådgivning i forbindelse med valget af kunstværker fra fondens samling.

Selve udgiften til nyindretningen er finansieret af A.P. Møller Fonden.

Ud over Statens Kunstfond har Statens Museum for Kunst og kunstmuseet Louisiana udlånt kunstværker til den nye indretning.