Nyt fra branchen

Kontorhuset Blixens af Arkitema er Årets Erhvervsbyggeri

Blixens Gellerup. Foto: Niels Nygaard.

Aarhus Kommunes nye kontorhus i Gellerup af Arkitemaer blevet kåret som Årets Byggeri 2019 i kategorien Erhverv. De 23.000 kvm er tegnet så de inkluderer områdets beboere i kontorhusets daglige liv.

Aarhus Kommunes nye kontorhus i Gellerup i den vestlige del af Aarhus er netop blevet kåret som Årets Byggeri 2019 i kategorien Erhverv. Huset er placeret i Gellerup som et første skridt i en storstilet transformation af bydelen, der tager form i disse år. Huset er tegnet af Arkitema Architects og de 23.000 kvm er tegnet så de inkluderer områdets beboere i kontorhusets daglige liv, skriver Arkitema i en pressemeddelelse.

2015 udskrev Aarhus Kommune en OPS konkurrence som blev vundet af et team bestående af Arkitema, A. Enggaard, Caverion, Niras og Hauxner. Helt fra start ønskede kommunen et hus, der kunne åbne kommunen op over for nye som gamle beboerne i Gellerup med inklusion som et hovedtema. Derfor blev Blixens et offentligt tilgængeligt byggeri med et stort overdækket byrum, hvor de administrative kontorarealer fletter sig sammen med offentlige funktioner. Dermed er det nye hus allerede blevet et ikon både gennem arkitekturen og som symbol på den sociale bæredygtighed som projektet er fyrtårn for. Bygningen slår tonen an for et revitaliseret Gellerup, og rundt om bygningen er en stor transformation af bydelen med restaureringer, nye boliger, uddannelsesinstitutioner og erhverv godt i gang.

Blixens er blevet meget mere end blot kontorer til kommunens ansatte. De 23.000 kvm indeholder, ud over ca. 950 kommunale arbejdspladser, også en politistation, hyggekroge, et iværksættermiljø, udlejningslokaler, café, restaurant, auditorium, værksteder og kafferisteri. Dermed bliver hele bygningen imødekommende over for gæsterne og den omkringliggende bydel, og den står i dag som en destination og et oplevelsesrigt sted at komme.

– Vi er meget stolte og glade af, at Blixens er blevet kåret som Årets Byggeri i 2019. Byggeriet er helt unikt og vi vidste fra start, at denne bygning skulle stå som noget helt særligt. Historien i området og kommunens ambition om at skabe et åbent og inviterende vartegn for Aarhus og Gellerup har fra starten været et pejlemærke for os alle. Nu er vi glade for at se et hus der til fulde folder sig ud og indfrier alle de tanker og ambitioner vi har haft. Jeg er sikker på, at det i de næste mange år vil være en af de bygninger som alle århusianere ved hvad er, siger Glenn Elmbæk, Partner i Arkitema Architects.

 

Foto: Niels Nygaard.

 

Udsigt over byen
Bygningen er karakteriseret ved en smuk, interessant og original arkitektur. Mest iøjnefaldende er den øverste boks, der i kraft af sin markante udkragning mod hjørnet af Blixens Boulevard og Edwin Rahrs Vej fungerer som en tydelig velkomst til Gellerup og Aarhus – både for bilister og for cyklister, der passerer langs Edwin Rahrs Vej. Fra hovedindgangen kan besøgende fra gaden tage en ekspres-elevator op igennem bygningen, stå 24 m over terræn og nyde udsigten over det nye Gellerup helt tæt på og hele vejen ud over Aarhus Bugten i horisonten. Udsigten fra taget er en oplevelse i sig selv og den giver en dybere forståelse for Gellerups sammenhæng med resten af byen og Gellerups udvikling.

Netop Blixens betydning for udviklingen i Gellerup er noget af det dommerkomiteen har bemærket i forbindelse med uddelingen af Årets Byggeri.

Således lyder det fra juryen: ”Det, at man placerer et multikulturelt erhvervsbyggeri og en lang række offentlige arbejdspladser i et ghettoområde, er noget, vi tror, vil gavne Gellerup. Og vi tror, at det ligeledes vil gavne kommunens medarbejdere at være tættere på borgerne. Det er et karakteristisk byggeri og et ambitiøst bud på, hvordan man kan skabe gode kontorer med åbne døre til det omkringliggende samfund.”

 

Den begrønnede væg i Blixens.
Foto: Niels Nygaard.

I forbindelse med Blixens er der tilknyttet et parkeringshus på over 12.000 m2, der også er designet af Arkitema Architects.

Prisen som Årets Byggeri har været uddelt siden 1997 og dommerkomitéen er sammensat af topchefer fra byggebranchens vigtigste organisationer og institutioner, heriblandt Danske Ark, Dansk Industri, Bygningsstyrelsen og Danske Byggeri. Se mere på aaretsbyggeri.dk

Arkitema Architects er grundlagt i Aarhus i 1969 og er i dag Skandinaviens 5. største og Danmarks største arkitektvirksomhed med over 550 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Aarhus, Oslo, Stockholm og Malmø.

Læs mere om Arkitema og deres mange projekter

 

 


Om prisen

Årets Byggeri er den bredeste og mest alsidige pris i byggebranchen.

En national hæderspris, som hvert år i december tildeles årets bedste og vigtigste byggerier ud fra deres samfundsmæssige og byggefaglige betydning.
Prisen er stiftet af Magasinet Byggeri og har været uddelt siden 1997. I starten hed prisen ”Udvalgte Byggerier”, men i 2008 skiftede prisen navn til Årets Byggeri.
Dommerkomitéen er sammensat af topchefer fra byggebranchens vigtigste organisationer og institutioner.

Af tidligere dommeren kan nævnes Erik Ross Pedersen (tidl. Entreprenørforeningen), Kurt Jensen (tidl. BYG), Jens Klarskov (tidl. BYG), Thor Pedersen (tidl. Boligminister), Helge Sander (tidl. minister og borgmester), Kurt Hockerup (tidl. Borgmester og formand for SBI), Curt Liliegreen (tidl. BEC), Peter Hesdorf (BEC), Christian Lerche (tidl. Dansk Ark), Anne Windfeldt Trolle (tidl. BI), Gyrithe Saltorp (tidl. Bygningsstyrelsen), Hans Peter Svendler (Realdania).

Dommerkomiteen markerer sædvanligvis prisen med en overrækkelsesceremoni på vinderbyggeriet. Altså en lille festlig markering af byggeriet og de involverede interessenter, brugere/beboer, faggrupper og ressourcepersoner. Mottoet for dagen er ’jo flere, jo festligere’, og ofte samler et arrangement 30-40 deltagere.
Alle kan indstille et byggeri til prisen Årets Byggeri, men det er dommerkomitéen, der vælger årets vindere og de projekter, der fortjener en hædrende omtale. Det er langt fra hvert år at dommerne finder en vinder i hver kategori.

Byggerierne er inddelt i tre kategorier: Bolig, erhverv og åben.

Prisen får opmærksomhed langt udover byggebranchens grænser – både landsdækkende og lokale medier plejer at omtale vinderprojekterne.
Vinderne og de projekter, der opnår hædrende omtale, offentliggøres i Magasinet BYGGERI’s december udgave og her på sitet.
Mediet BygTek bringer også artikler om vinderne på BygTek.dk og i nyhedsbrevet til 25.000 personer i byggebranchen.