Nyt fra branchen

Karriereløft til fremstormende talenter

Blandt de udvalgte talenter er møbeldesigner Maria Bruun. Foto/setdesign: Pernille Andersen.

Statens Kunstfond udvælger 10 danske kunstnere i det nye karriereprogram ”Den Unge Kunstneriske Elite”.

Statens Kunstfond har netop udvalgt 10 danske kunstnere, som får et solidt rygstød til at udvikle deres kunstneriske karriere både nationalt og internationalt gennem de det nye karriereprogram ”Den Unge Kunstneriske Elite”.

Over de næste to år vil de 10 unge kunstnere gennemføre et skræddersyet individuelt karriereforløb, der skal sætte fart i deres karriere både nationalt og internationalt, skriver Statens Kunstfond i nyhedsbrevet.

Blandt de 10 udvalgte finder man blandt andet møbeldesign, grafisk design og modedesign.

– Vi skal som samfund gøre mere for at hjælpe unge talenter på vej i deres begyndende karriere – og når de prøver kræfter med en international karriere. For dagens unge talenter har også potentialet til at blive morgendagens elite, der kan sætte Danmark på verdenskortet og bidrage til at gøre os rigere som samfund og udvikle kunsten i Danmark, siger Kulturminister Mette Bock i en pressemeddelelse fra Kulturministeriet.

– Jeg håber, at vi om nogle år vil kunne opleve disse talentfulde, unge mennesker markere sig indenfor deres respektive kunstarter, og hvem ved – måske vil deres navne en dag klinge ligeså genkendeligt som Mads Mikkelsen, Bjarne Ingels eller Lukas Graham. Stort tillykke til de 10 kunstnere, som er blevet en del af den ’Den Unge Kunstneriske Elite.

Møbler, grafisk design og mode
Blandt de 10 udvalgte talenter er blandt andre møbeldesigner Maria Bruun

 

Spejl af Maria Bruun. Foto/setdesign: Pernille Andersen.

Maria Bruun er møbeldesigner og uddannet fra Det Kongelige Kunstakademis Designskole. Maria Bruun arbejder minimalistisk med at fortælle visuelle historier gennem forskellige materialer, og hendes ambition er at udvikle sit kunstneriske og karrieremæssige ståsted, blandt andet gennem internationale samarbejder og deltagelse på relevante udstillingsplatforme, skriver Statens Kunstfond i nyhedsbrevet.

Desuden størres Alexis Mark / Annual Report, der er et grafisk designstudie og udstillingsrum, skabt af designerne Marie Grønkær Hansen, Martin Bek og Kristoffer Li Scheutz. De tre unge talenter ønsker at fremme en kritisk og eksperimenterende kultur om grafisk design.

KasperSophie er en dansk/fransk kostumedesignduo, som udvikler koregrafiske værker til museer. De er også at finde blandt de støttede.

Målet med deres karriereforløb er at lægge fundamentet til at blive en førende aktør inden for koreografiske installationer i museumsrum.

Buster’s World, der er en tøjdesignduo bestående af Niels Gundtoft Hansen og Marie Munk Hartwig, støttes også. Deres karrieremæssige ambition er at blive et globalt kendt modefænomen.

Desuden støttes blandt andet musikere og billedkustnere.

Der er i 2018 blevet uddelt 3.88 millioner kroner fra karriereprogrammet ”Den Unge Kunstneriske Elite”.

Den Unge Kunstneriske Elite er et led i kulturminister Mette Bocks talentindsats, der sætter fokus på udvikling af kunstneriske talenter i Danmark.

Læs mere om indsatsen

 


De 10 udvalgte til Den Unge Kunstneriske Elite (kunstarten står i parentes)

• Alexis Mark/ Annual Reportt (Kunsthåndværk og Design)
• Buster’s World (Kunsthåndværk og Design)
• Julian Juhlin (Scenekunst)
• KOTTOS (Musik)
• Louise Haugaard Jørgensen (Billedkunst)
• Lydmor (Musik)
• Maria Bruun Design (Kunsthåndværk og Design)
• Marie Topp (Scenekunst)
• KasperSophie (Scenekunst)
• SVIN (Musik)



Baggrund

Karriereprogrammet ’Den Unge Kunstneriske Elite’ er en del af kulturminister Mette Bocks talentindsats, der støtter unge talenters begyndende karrierer og det lokale talentmiljø ude i landet. Programmet indebærer individuelle karriereplaner, støtte fra professionelle mentorer og økonomisk støtte til aktiviteter, der kan hjælpe talenterne til at blive en del af eliten inden for deres fag.

Talentindsatsen indeholder også en ny talentkommuneordning, som kommunerne kan søge om at blive en del af. Ordningen er blandt andet inspireret af Team Danmarks eliteidrætskommuner. For at få status som talentkommune skal kommunerne have formuleret en strategi for talentudvikling indenfor flere kunstområder. De nye talentkommuner udpeges i begyndelsen af 2019.

Der er 12,5 millioner kroneri år til talentindsatsen, som blev lanceret af Mette Bock i april 2018.