Nyt fra branchen

KANT arkitekter bliver en del af Sweco

KANT arkitekter bliver en del af den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed Sweco. I januar 2018 købte Sweco Årstiderne Arkitekter.

Den anerkendte danske arkitektvirksomhed KANT arkitekter bliver en del af den rådgivende arkitekt- og ingeniørvirksomhed Sweco. Opkøbet gennemføres med en fælles vision om at udbygge virksomhedens førende position indenfor fuldt integrerede rådgivningsydelser. Med opkøbet styrkes især kompetencerne indenfor offentligt byggeri og strategiske partnerskaber, skriver KANT og Sweco i en pressemeddelelse.

I januar 2018 købte Sweco Årstiderne Arkitekter. KANT arkitekter bliver fuldt integreret i den danske arkitektforretning med mere end 300 medarbejdere.

Swecos arkitektforretning står i dag stærkt på markedet indenfor både offentligt og privat byggeri i Vestdanmark og privat by- og ejendomsudvikling i Østdanmark. KANT arkitekter har gennem de sidste mange år skabt en stærk position indenfor strategiske partnerskaber og både offentligt og privat byggeri i Østdanmark. Med opkøbet opnår vi en stærk og balanceret landsdækkende position på både det offentlige og private marked.

– Opkøbet er en del af Swecos strategi om at være markedsledende på både det danske og det europæiske marked for arkitekt- og ingeniørrådgivning. Siden opkøbet af Årstiderne Arkitekter har vi været frontløbere på det danske marked indenfor integreret rådgivning. Jeg glæder mig til at fortsætte den rejse sammen med KANT arkitekter, siger CEO i Sweco Danmark, Dariush Rezai.

Den samlede arkitektforretning vil fortsat være under ledelse af direktør, Torben Klausen.

– At få KANT arkitekter med ombord er et væsentligt bidrag til vores eksisterende forretning. KANT arkitekters tilgang til arkitektur er helt i tråd med den måde, som vi altid har skabt arkitektur på. Vi skaber evidensbaseret, æstetisk og bæredygtig arkitektur for alle, siger Torben Klausen.

De to indehavere af KANT arkitekter Anders Bay Holm og Uffe Bay-Smidt, adm. direktør Morten Stahlschmidt, CFO Anders Holmstrup Moustgaard, akkvisitionsansvarlig Eva Bjerring samt de to partnere Karl-Martin Buch Frederiksen og Sebastian Soelberg fortsætter som ledende medarbejdere i Swecos arkitektforretning.

”Med det nye ejerskab opnår vi den bedst mulige platform og forudsætninger for fortsat vækst og udvikling. Kravene til byggeriet stiger, og det samme gør kompleksiteten i vores projekter. Vi tror på, at fremtidens rådgivere skal bidrage med en simpel forretningsmodel, hvor alle kompetencer er samlet ét sted, og hvor vores kunder oplever, at det frem for alt er enkelt at gøre forretning”, udtaler indehaverne i KANT arkitekter.

Som følge af opkøbet vil KANT arkitekters 85 medarbejdere flytte sammen med Swecos arkitekter og ingeniører i Swecos hovedkontor i Ørestad under navnet ”KANT arkitekter – part of Sweco”.

 


Om virksomhederne

Om Sweco
Sweco planlægger og designer fremtidens bæredygtige byer og samfund. Med 17.000 medarbejdere i Europa kan vi tilbyde vores kunder de rette kompetencer til ethvert projekt. Hvert år løser Sweco opgaver i mere end 70 lande over hele kloden. Sweco er Europas største virksomhed indenfor arkitektur- og ingeniørrådgivning med en omsætning på omkring 16 milliarder svenske kroner (1,7 milliarder euro). Virksomheden er noteret på Nasdaq Stockholm.

 

Om KANT arkitekter
KANT arkitekter, som oprindeligt hed Arkitektgruppen København, blev stiftet i 1977. Arkitektvirksomheden har gennem de sidste 40 år været med til at sætte sit præg på dansk arkitektur med særligt fokus på at udvikle bolig- og undervisningsbyggeri. KANT arkitekter beskæftiger i dag ca. 85 medarbejdere på tegnestuen i København. Ledelsen består af CEO Morten Stahlschmidt, CFO Anders Holmstrup Moustgaard, akkvisitionsansvarlig Eva Bjerring samt partnerkredsen der udgøres af Anders Bay Holm, Uffe Bay-Smidt, Karl-Martin Buch Frederiksen og Sebastian Soelberg.