Nyhed

Jobsider mangler op mod 10.000 stillinger

Jobsider som Jobindex.dk og jobnet.dk mangler helt op mod 10.000 stillinger i deres databaser, viser optælling fra den nye jobside, jobsearch.dk. Jobnet og jobindex er afhængige af, at arbejdsgivere opretter stillinger hos dem, og de gennemsøger ikke selv virksomhedernes hjemmesider for at lede efter stillingsopslag

Jobsearch blev lanceret i juni, men den har allerede 5-6000 flere stillinger end de konkurrerende jobsider, skriver jobsearch i en pressemeddelelse. Sider som jobindex og jobnet, der er afhængige af, at arbejdsgivere selv opretter stillingsannoncer hos dem, er ikke tilstrækkelige, hvis man er jobsøgende. For arkitekter og designere kan det derfor også være en fordel at bruge FAODs egen jobside, der holdes opdateret ved at vi gennemsøger arkitekt- og designvirksomheders hjemmesider for stillingsopslag.

Thomas Storm Barfoed er direktør i Jobsearch

Jobsearch fungerer ved, at en crawler gennemsøger alle virksomheders hjemmesider for at lede efter stillingsopslag. Det gør den tre gange om dagen, og det sørger for, at siden altid er opdateret.

– Jeg forventer, at vi rammer 10.000 ekstra stillingsopslag, når vi er færdige med at crawle alle de hjemmesider, som vi har identificeret. Vi forventer at være i land i oktober, siger Thomas Storm Barfod, der er administrerende direktør for jobsearch.dk.