Råd til jobsamtalen

Alle kan opleve nervøsitet før en jobsamtale. Nervøsitet kan være positiv og hjælpe dig at præstere bedre, men den kan også have modsat effekt. Hvis du er voldsomt nervøs, er det en god idé at sige det til dem, som du er til samtale hos. Blot det kan virke beroligende. Alle har prøvet at være nervøse. Derfor vil de også have forståelse for din nervøsitet. For at undgå at nerverne tager over, er det en god ide at være velforberedt.
Før samtalen
Du gør et godt indtryk og får samtalen til at glide lettere, når du har sat dig ind i virksomheden. Undersøg virksomhedens opgaver og projekter, dens kunder, dens værdier og vision. Søg fx information på virksomhedens website, på Arkitektskolernes biblioteker eller i artikeldatabaser. Du kan få gratis adgang til artikeldatabasen `Infomedia.dk´ på de fleste folkebiblioteker. Undersøg også om nogle i dit netværk kender virksomheden.
Tøjet skal matche
Det er vigtigt, at du føler dig godt tilpas under samtalen. Vælg derfor tøj, som du har det godt i. Tøjet skal også helst matche virksomheden. Det kan være svært at kende dresscode, hvis du ikke kender arbejdspladsen. Men branche og stillingsbeskrivelse er ofte gode pejlemærker for, hvordan du kan matche påklædningen, der er typisk for virksomheden.
Ofte stillede spørgsmål
Du kan forberede dig til en samtale ved at overveje, hvad du vil svare på ofte stillede spørgsmål:
  • Kan du fortælle os kort om din baggrund?
  • Hvorfor vil du gerne arbejde hos os?
  • Nævn 3 svage og stærke sider hos dig selv?
  • Hvad er dine karriereplaner?
  • Hvilken type chef vil du helst arbejde for?
  • Hvilke arbejdsopgaver foretrækker du?
  • Hvad foretager du dig i fritiden?
  • Hvordan arbejder du under pres?

forbered dig på samtalen med en ven eller en studiekammerat. Forsøg at iscenesætte en situationen, så den bliver så realistisk som muligt.

Spørgsmål viser interesse
Det er en god idé at forberede spørgsmål. Det viser interesse og skaber dialog. Svarerne giver dig også et tydeligere billede af arbejdspladsen. Spørgsmålene kan både være af faglig karakter ift. til en opgave eller et projekt. De kan også dreje sig om kultur, ledelsesstil, hvordan man samarbejder, efteruddannelsesmuligheder og sociale arrangementer. Du kan også spørge om lønnen. Her er det bedst, hvis du venter til sidst i samtalen. Det kan nemlig give et forkert signal, hvis spørgsmålet kommer for hurtigt på bordet.

Hav lønkrav parat
Mange virksomheder spørger om lønkrav under første samtale. Andre venter med forhandlingen, til de har fundet en egnet kandidat. Kig på FAODs lønstatistik og få en ide om lønniveau. Du kan også sammenligne med andre grupper på arbejdsmarkedet både på det offentlige og private område. Se FAODs løntabeller.

Vær positiv og åben
Det er vigtigt at være åben og svare på alle spørgsmål, selvom de er en gentagelse af, hvad der står skrevet i din ansøgning. Grib muligheden for at få en god dialog med dem du er til samtale hos. Prøv så vidt muligt at give uddybende svar på alle spørgsmål. Korte svar kan blokere for dialogen.

Spørg til det videre forløb
Når du stiller spørgsmål, kan du komme ind på de punkter, som I endnu ikke har talt om. Stil også evt. spørgsmål til det videre forløb, så du ved, hvad du skal forholde dig til. Det er rart for dig at vide om, de planlægger at afholde flere samtalerunder, hvor mange kandidater de har indkaldt til samtale og om samtalerne også inkluderer evt. tests.

Medbring relevante dokumenter
Husk at medbringe en kopi af din ansøgning, CV, andre bilag og dit portefolio. Fortæl om de projekter eller opgaver i dit portefolio, som du mener vil have størst interesse for den virksomhed, du er til samtale hos. Find evt. opgaver eller projekter, som minder om dem du skal arbejde med jobbet.

DU kan også stille krav
Som ansøger føler nogle, at de står med hatten i hånden, og at ansættelsesudvalget har magten. Tænk i stedet på dig selv som en ressource, virksomheden har brug for. Du skal også være glad i det nye ansættelsesforhold, stil derfor krav til jobbet og arbejdspladsen.

Efter jobsamtalen
Når du har været til samtale, er dine forventninger tårnhøje. Du venter utålmodigt på, at høre fra virksomheden, og dage føles som år. Når du endelig får besked, er det måske et afslag. Det er desværre en del af processen i at søge job. Det er vigtigt for din motivation, at du ikke tager afslag personligt. Der er mange andre i den samme situation, som dig.

Husk du kan lære af et afslag. Kontakt derfor virksomheden og få uddybet dit afslag.
Har du behov for coaching i forbindelse med jobsamtalen er du altid velkommen til at kontakte FAOD.
Last edited: 7. juli 2017