Nyt fra branchen

Holbæk får en by i skoven

Foto: Holbæk Kommune.

Holbæk giver plads til 12 co2-neutrale boliger i et mindre skovstykke i udkanten af Vipperød.

Hvis du gerne bo co2 neutralt og midt i skovens dybe stille ro, så bliver det muligt i et mindre skovstykke i udkanten af Vipperød.

Økonomiudvalget har netop godkendt en sag, der baner vejen for et projekt kaldet En By i Skoven. De op til 12 boliger bliver co2-neutrale og der skal rejses skov udover de nuværende træer for at sikre co2-neutraliteten og samtidig give de kommende beboere en helt unik bolig, skriver Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.

Boligerne skal fylde så lidt som muligt i grundplan og i både materialer og byggeteknik tages der hensyn til miljøet. Samtidig skal der være tagterrasser, så man kan nyde naturen og skoven.

– Det her er et fantastisk projekt, og så er det endda det første af slagsen i Danmark. En by i skoven, hvor naturen er i centrum, og som giver mulighed for en helt ny type boliger, hvor man som beboer er i ét med naturen. Vi vil politisk gerne bakke op om grønne boligprojekter, hvor der både er fokus på at nedbringe udledningen af co2 og på nye måder at bo på. Vi har sat ambitiøse grønne mål i Holbæk Kommune, og her spiller fremsynede byggeprojekter en vigtig rolle, siger Christina Krzyrosiak Hansen, der er borgmester i Holbæk Kommune.

 

Tilflyttere med nye ønsker
Borgmesteren ser også projektet som en mulighed for at tilbyde nye boformer til kommunens mange tilflyttere.
– Mange tilflyttere vil gerne have noget andet end det klassiske parcelhus. For nogle er der fokus på det klimavenlige, for andre er det naturen, der trækker, og så er der nogle, som søger boformer med fokus på det sociale og fællesskabet. Projektet i Vipperød har sådan set alle elementer. Det er på alle måder et spændende projekt, siger Christina Krzyrosiak Hansen.

Skovstykket er på 13.400 kvm og ligger i udkanten af Vipperød tæt ved den sydøstlige bygrænse. Området er i dag overvejende præget af skovbeplantning og en enkelt større bygning, der benyttes til erhverv.

Der bliver ikke opført mange nye boliger i skovområder i Danmark. Men nu er der op mod 12 af slagsen på vej i Holbæk Kommune – nærmere bestemt i udkanten af Vipperød.

Holbæk Kommune forventer at kunne gå i gang med det nødvendige plantillæg i første kvartal 2021. Når det er færdigt, skal det i otte ugers høring.