Nyt fra branchen

Friis Andersen Arkitekter indretter skole

Det bliver det lokale arkitektfirma, Friis Andersen Arkitekter, som skal tegne og stå for at skabe de indvendige rammer for den nye, fælles skole på Østerbro. Foto: Guldborgsund Kommune.

Friis Andersen Arkitekter skal skabe innovative læringsmiljøer på den nye, fælles skole på Østerbro i Nykøbing.

Lys, luft, farver og akustik skal være i fokus, når medarbejderne og eleverne fra Lindeskovskolen og Østre Skole efter sommerferien mødes på den nye, fælles skole på Østerbro i Nykøbing. Og til at tegne og skabe de indvendige rammer for elevernes læring, har Guldborgsund Kommune efter en fokuseret og effektiv udbudsrunde valgt det lokale arkitektfirma, Friis Andersen Arkitekter A/S, som totalrådgiver for ombygningen, skriver Guldborgsund Kommune i en pressemeddelelse.

– Vi fik nogle virkelig gode bud på, hvordan man kan ombygge de eksisterende lokaler til nogle nye og meget spændende læringsmiljøer for eleverne, siger Carsten Berger Pedersen, der er skoleleder på Østre Skole og kommende skoleleder for den nye, fælles skole.

– Vi valgte Friis Andersen Arkitekter, fordi de på alle punkter lever op til det, vi ønsker for ombygningen. Både i forhold til indretning og udtryk, byggeledelse og fremdrift i opgaven og i forhold til økonomien. Desuden har de over en årrække markeret sig som en væsentlig spiller på markedet for undervisningsbyggeri i Danmark.

På kontoret hos Friis Andersen Arkitekter var der stor glæde, da det stod klart, at de havde vundet opgaven.

Vi bygger og ombygger mange skoler, men der er ingen tvivl om, at det er noget særligt, når vi får mulighed for at gøre det her i vores lokalsamfund, hvor vi er forankret som virksomhed, siger arkitekt Jesper Øager Jensen fra Friis Andersen Arkitekter A/S.

 
Elever og personale skal være med 
Selvom der er mange ideer på tegnebrættet allerede, bliver der ikke slået nogle endelige streger, før både elever, personale og Guldborgsund Kommune har været en del af idéprocessen. Projektet indebærer en grundig inddragelse af dem, der skal have sin daglige gang på skolen, så Friis Andersen Arkitekter sikrer sig, at alle behov bliver hørt, og at ingen gode ideer går tabt.

I de kommende seks uger vil arkitekterne derfor – mens de tegner – lave brugerundersøgelser, fokusgruppeinterview og fysisk gennemgang. Og undervejs i tegneprocessen inddrager arkitekterne resultater og input fra samarbejdsprocessen.

– Sammen med elever og personale skal vi nu til at transformere bygningerne til en ny og tidssvarende skole, der kan understøtte læring og trivsel i hverdagen. Selvom vi allerede har mange ideer, kan vi kun skabe de bedste rammer, hvis det sker i et tæt samarbejde med dem, der skal bruge skolen hver dag. Vi glæder os virkelig meget til at komme i gang med arbejdet,”siger Jesper Øager Jensen.

Tegningerne og den endelige plan for ombygningen af skolen forventes at være klar i slutningen af marts 2020.

 


Fakta

Eksempler på skolebyggerier v/ Friis Andersen Arkitekter A/S.

Ombygning og renovering af indskoling, mellemtrin og udskoling på Herlev Byskole. Ombygning af faglokaler med mulighed for tværfaglig undervisning samt adgang til udeundervisning. Etablering af personaleforhold og administration, herunder lærerforberedelse, møderum og kantine.

Ombygning og arealoptimering af klasselokalerne på Gåsetårnskolen i Vordingborg med fokus på gulve, lofter og belysning. Etablering af en stor samlingssal for hele skolen med direkte adgang til udearealerne. Fokus på at skabe et forsamlingssted for alle borgere, så lokalerne i dag er i brug en stor del af tiden, enten til skolebrug, SFO eller lokale beboeraktiviteter.

Arbejdsmiljø og byggeledelse på Skolen i Sydhavnen i København, hvor opgaven var at opføre en ny tre-sporet skole. Skolen udmærker sig ved, at skolens udearealer til en vis grad er åbne for offentligheden. Fx er det muligt at komme til og fra skole ad grønne stier i kajak eller båd, ligesom de attraktive udearealer indbyder til leg og læring. Skolen vandt prisen som årets byggeri i 2016.

Kapacitetsudvidelse fra tre til fire spor samt helhedsrenovering af Christianshavns Skole i København. Kompleksiteten bestod blandt andet i at maksimere pladsudnyttelsen i de eksisterende bygninger med fokus på optimalt indeklima, naturlig ventilation og solafskærmning. Derudover blev udearealerne nytænkt fra en lukket skolegård til et levende byrum, så det kan bruges til undervisning, leg og ophold – også for offentligheden.

Renovering og kapacitetsudvikling af Kulsbjerg Skole i Stensved. Der er skabt større klasselokaler, et pædagogisk læringscenter, et større samlingslokale, nye lærerteamrum og bedre udnyttelse af gangarealer. Desuden er alle faglokaler renoveret med fokus på tværfaglig undervisning.