Fagfeen

Få en god start på ferien

En, to, tre! Hop i havnen og glem bekymringer om deadlines og urimelige chefer. Tips til, hvordan du får en god start på ferien og husker at holde fri, når du ikke er på arbejde.

1 Start i god tid med at gøre dig ferieparat

  • Afslut småopgaver i ugen op til din ferie. Og husk at være realistisk om, hvad du kan nå.
  • Få overblik over de opgaver, der skal rykkes til august og september. Læg dem ind i din kalender og orientér kolleger og samarbejdspartnere.
  • Skriv i dit  ”jeg holder ferie – autosvar”, at du er retur, én eller to dage efter du er tilbage på pinden. Det giver dig tid til at komme roligt retur på jobbet.

Hvis du går stresset på ferie, går det ud over dine første feriedage. Det forkorter ferieglæden.

 

2 Skyd ferien i gang med et ferie-ritual

Markér starten på din ferie og gør noget, som du ikke tillader dig selv i hverdagen.

  • Gå en ‘mindful aftentur’ i naturen på din første friaften. Hav alle sanser åbne og nyd, at du ikke skal nå noget som helst.
  • Tag et feriehop i havnen eller havet. Det kolde gys er præcis dér, hvor din ferie begynder.
  • Spis en kæmpe is med ungerne. Tæl fridagene, som ligger foran jer og tal om, hvad I skal lave sammen.
  • Sæt en flaskepost ud med alle dine / jeres ønsker for ferien.

Sommerferien er for de fleste den længste ferie på året. Det er her du kan restituere og tillade dig selv at slippe pligter og ansvar.

 

3 Slip bekymringer om jobbet

  • Vil du helt ned i gear, bør du slet ikke tjekke mails, når du holder ferie. Er det et must, at du åbner din mailboks, så sig til din chef og kolleger, at du tjekker mails max. en gang om ugen på et fast tidspunkt.
  • Har du har svært ved at slippe jobbet mentalt, så brug elastik-tricket: Tag en elastik om håndleddet. Hiv i elastikken, når du bliver ramt af bekymringer eller stressende tanker om jobbet. Lad det lille smæld distrahere dig og være en “reminder” om, at du er på ferie og ikke på job.
  • Læg rejser eller en tur til sommerhus i begyndelsen af ferien. Du slipper hurtigere hverdagens trummerum, når du er i andre omgivelser.
  • Lav en daglig ferielog. Det øger dit fokus på det rige liv, som du har uden for jobbet.

Slap af, slip tanker om job og fyld dig selv med positiv energi og oplevelser. En god sommerferie hjælper dig at tænke mere kreativt og forebygge stress, når du vender retur til arbejdet i august.

Rigtig god sommer og ferie!