Fagfeen

Forbered dig til MUS hele året

Til MUS-samtalen, skal du typisk redegøre for dine succeser, udfordringer, samarbejder og udviklingsmål. Det kræver, at du forbereder dig grundigt.

Gør det til en vane at evaluere din motivation og mangel på samme i de opgaver, kontekster og roller, som du er del af . Det hjælper dig til at redegøre for opgaver, roller, ønsker og mål, når du går til MUS.

Speed-interview dig selv
Er tiden knap, så book et speed-interview med selv, og find svar på følgende spørgsmål omkring dine arbejdsopgaver, dine roller, samarbejder og succeser på jobbet:

Hvad kommer let til mig (og hvad gør ikke)
Hvad giver mig energi (eller dræner mig)
Hvor lærer jeg noget og udvikler mig (hvor er jeg gået i stå)
Hvor gør jeg en forskel og finder mening i det jeg gør (hvor gør jeg ikke)
Hvor bidrager jeg til virksomhedens målsætning og værdi

Når du har besvaret disse spørgsmål, er du godt klædt på til at udfylde temaerne i dit MUS-skema.

De fleste MUS-skemaer berører temaerne: Evaluering af året der er gået, herunder arbejdsgaver, roller og samarbejde; Fremtidige arbejdsopgaver, efteruddannelse og udvikling; Trivsel og samarbejde; Feedback til og fra chefen; Konklusion og Handlingsplan

Hvis du skal gå glad på job, må du udvikle dig inden for de områder, hvor du finder energi og mening – og samtidig bidrager til virksomhedens målsætning.

Logbog eller visionboard
Optimal forberedelse starter ikke dagen før dit møde. Det er en kontinuerlig proces, hvor du løbende evaluerer dig selv i de samarbejder, projekter og opgaver, som du er del af. Året rundt, igen og igen. En kontinuerlig forberedelse, kræver, at du finder en metode, som matcher dit temperament. Ellers får du det ikke gjort. 

Er du til ord, kan du føre en logbog. Betragt logbogen som din skitsebog, hvori du løbende noterer dine opdagelser og erkendelser.

Er du til billeder og fotos, kan du downloade en app med skabeloner til visionboards. Tag fotos fra ugen der gik og tilføj evt. et par stikord til hvert foto.

Se dig selv som et projekt eller et design, som du tester og evaluerer i forskellige kontekster. Og husk at forberedelsen og din jobevaluering gerne må være sjov.

“Før noget andet, er forberedelse nøglen til succes”. Citat: Alexander Graham Bell, britisk-amerikansk opfinder