Nyhed

Den skrivende arkitekt

Af: smn & Josefine Lykke Jensen
Fotos: Rasmus Hetoft Hansen

 

Som kommunikationsmedarbejder hos Henning Larsen Architects føler Josefine Lykke Jensen sig mere knyttet til faget end nogensinde. Hun elsker at sætte sig ind i nye projekter og kommunikere arkitektur med ord, så folk uden for branchen også kan forstå det.  

Få svar på, hvorfor Josefine valgte at gå kommunikationsvejen – og få et kig ind i arkitekten, journalisten og kommunikationsmedarbejderens hverdag og fremtidsdrømme.


Josefine løser internationale kommunikationsopgaver for samtlige af Henning Larsen Architects kontorer fra München til Hongkong​

Hvad beskæftiger du dig med som kommunikationsmedarbejder i Henning Larsen Architects? 
– Alle slags kommunikationsopgaver for samtlige af vores kontorer fra München til Hongkong. Det betyder, at jeg altid har tusindvis af bolde i luften på samme tid. Jeg er bl.a. ansvarlig for vores synlighed på de sociale medier og i internationale fagmedier. Jeg skriver nyheder og faglige artikler til vores website, til interne og eksterne publikationer. Og jeg står for at lave små videoindslag om vores bygninger, om de mennesker, der bruger dem og om nøglepersoner på tegnestuen. 

Kan du fortælle, om en opgave, du sidder med netop nu?
– Jeg er med til at formulere Henning Larsen Architects’ arv, værdier og metode. Det er helt essentielt at have den slags på skrift i en international organisation, hvor en nyansat på vores kontor i fx Riyadh måske slet ikke kender til vores navn og brand. Første del af processen er afsluttet og formuleret i en medarbejderbog, som alle ansatte på tegnestuen har. Anden del af processen bliver en eksempelsamling, som skal illustrere, hvordan vi omsætter arven, værdierne og metoden til arkitektur – gennem ord, tegninger og billeder. Lige nu, er vi i gang med at formulere Henning Larsen Architects’ syn på arkitektur gennem mennesker, rum og dagslys. Det er super spændende at være med til at stikke kursen ud for fremtidens Henning Larsen Architects.
 

Kommunikationsafdelingen på Henning Larsen Architects tæller foruden Josefine: en kommunikationschef, 2 praktikanter og flere studentermedhjælpere

Hvad er det bedste ved dit job?
– Det bedste er fornemmelsen af at være med til at gøre en forskel for rigtig mange mennesker. Jeg føler, jeg bidrager med noget til virksomheden, som jeg er særligt god til. Og jeg kan rigtig godt lide at hjælpe andre – både internt i organisationen og eksternt. 

Hvad er det værste ved dit job?
– Det værste er at være afhængig af de drøntravle arkitekters input eller kommentarer, når jeg også selv sidder med en deadline og har brug for deres viden eller godkendelse.

Hvorfor valgte du at gå kommunikationsvejen?
– Jeg har altid været glad for og god til at skrive. Under en praktik på Schønherrs tidligere kontor i Stavanger, fik jeg mange kommunikationsrelaterede opgaver. Her opdagede jeg, hvor sjovt det var at transformere arkitektur, tegninger og koncepter til sætninger og historier, som mennesker uden for faget og branchen også kan forstå.

Det er fedt at transformere arkitektur, tegninger og koncepter til sætninger og historier, videoklip og fotos, som mennesker uden for faget også kan forstå

Vil du anbefale andre arkitekter at gå samme vej som dig?
– Jeg vil anbefale, at man gør det, man har mest lyst til! Jeg valgte ikke kommunikationsvejen, fordi jeg ikke havde andre muligheder eller frygtede for min fremtid på arbejdsmarkedet. Det var et aktivt valg, som jeg tog, fordi det gjorde mig gladere end at tegne vejprofiler i Autocad. 

– Det sagt, så mener jeg, at mange arkitekter kunne få glæde af at interessere sig lidt mere for formidling, om det så er på skrift eller i tale. Og hvis man har interessen, er der masser af kurser og gode bøger, som kan hjælpe én i gang med skriveriet. Jeg oplever et stort behov for dygtige kommunikatører i branchen, så der er rigeligt at tage fat på. 

Hvor meget bruger du din uddannelse som arkitekt?
– Jeg er måske ikke direkte afhængig af min arkitektfaglige uddannelse i mit arbejde, men jeg udnytter min arkitektoniske forståelse, faglige viden og mit netværk rigtig meget. 

– Jeg oplever, at det er nemmere for mig, end for andre uden kendskab til faget, at producere en fagligt vinklet tekst, fordi jeg har en forståelse for arkitektens tankegang og kan læse og forstå diagrammer og tegningsmateriale. Min baggrund, gør naturligvis også dialogen med arkitekterne lettere. Vi har samme referenceramme og taler samme sprog. At jeg kan rumme kompleksiteten i arkitekturen gør mig i stand til at vurdere og prioritere i mine budskaber på et mere nuanceret grundlag, end hvis jeg var uddannet generalist.

Josefine arbejder side om side med konkurrencearkitekter, projektledere og partnere på Henning Larsen Architects’ tegnestue på Vesterbrogade

Mange er bange for at miste deres tilknytning til faget, hvis de bevæger sig væk fra at være udøvende arkitekt/designer – har du haft lignende betænkeligheder?

– Ja, det har jeg. Men jeg oplever faktisk, at jeg er mere knyttet til faget end jeg nogensinde har været. Da jeg var i praktik, som udøvende arkitekt, som du kalder det, var jeg dybt begravet i mit eget projekt og kun det. 

– Som kommunikationsmedarbejder sætter jeg mig ind i og arbejder med rigtig mange forskellige projekter. Jeg samarbejder dagligt med projektledere om formidling af deres visioner og ideer. Og jeg understøtter partnerne i deres kommunikation både internt og eksternt. Det betyder, at jeg høster en enorm arkitektfaglig viden og inspiration. Jeg føler virkelig, at jeg har fingeren på pulsen i forhold til tegnestuens og branchens, udvikling. 

Overvejede du andre studieretninger?
– Jeg stod med valget om at blive journalist eller arkitekt. Jeg valgte at blive arkitekt, fordi uddannelsen – i hvert fald på det tidspunkt – var længere og bredere end journalistuddannelsen. Da jeg besøgte journalisthøjskolen i Aarhus, var det den brutale, men ret fede, bygning, som optog mig mest. Det afgjorde ligesom sagen. Lidt ironisk endte jeg med at søge tilbage til netop det sted, for at tage en tillægsuddannelse i journalistik og kommunikation. Den tog jeg på 9. semester, som del af min kandidatuddannelse. Efterfølgende tog jeg orlov og tog et halvt år i praktik i en kommunikationsafdeling. 
 

Den direkte dialog med både arkitekt- og kommunikationskolleger bliver prioriteret højt i Josefines hverdag

Er jobbet og din karriere vigtig for dig?
– Ja. Jeg er et sted i mit liv, hvor mit job og min karriere gerne må fylde rigtig meget. Det giver meget indhold og udfordrer mig i min hverdag. Jeg arbejder meget med både min faglige og personlige udvikling. Og tænker meget over, hvordan jeg kan nå mine mål.

Hvad er din fremtidige karrieredrøm?
– Jeg vil gerne være leder og allerhelst i en større, international virksomhed. Jeg er meget interesseret i alle aspekter omkring det at drive en tegnestue, og jeg er super nysgerrig på de muligheder, som den globaliserede verden rummer. Jeg tror, vi kunne blive meget bedre til at gøre arkitektur til en bæredygtig forretning, hvis vi lod os inspirere af udviklings- og ledelsesfilosofier i andre brancher, og jeg tror eksportpotentialet i dansk design er virkelig stort.

Kan du give råd til arkitekter, der gerne vil arbejde med kommunikation?
– Vil man gerne skrive, er mit bedste råd, at se at komme i gang med at producere tekster. Det kræver masser af øvelse og rutine at producere en god tekst, så jo flere linjer, man får skrevet, jo flere erfaringer og referencer bliver man rigere. Det er ikke nok at være interesseret i at skrive, man må kunne fremvise minimum én god tekst, hvis man skal overbevise andre om, at de skal trykke ens historier, antage en som blogger, debattør, e.l.
 
– Vær ikke bange for at sende dine tekster til én, du synes skriver godt, og bede om konstruktiv feedback. Det kan være angstprovokerende, men er vand i forhold til følelsen af at se sit debatindlæg i Politikens Lørdagsavis

– Hvis man ønsker at skrive, må det jo være fordi, man har noget på hjerte, som man ønsker andre skal læse? Det kan man i så fald lige så godt vænne sig til.

 

JOSEFINE LYKKE JENSEN

Uddannelse

Cand. Arch., Arkitektskolen Aarhus, januar 2013

Tillægsuddannelsen i Journalistisk Formidling, DMJX (Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Aarhus, 2011

 

Erfaring

Kommunikationsmedarbejder, Henning Larsen Architects, 2013-

Freelance skribent, Josefine Lykke A+K, 2012-

Blogger og Blogredaktør, Arkitektens Forlag, 2012-2014 

Arkitekt og kommunikationsmedarbejder, Jaja Architects, 2013 

Kommunikationspraktikant, Henning Larsen Architects, 2012

Studenterpolitisk Sekretær, Arkitektskolen Aarhus, 2008-2010

Landskabsarkitektpraktikant, Schønherr, Norge, 2010