Nyt fra branchen

Danmarks største spildevandspumpestation indviet

Danmarks største spildevandspumpestation Illustration. C. F. Møller.

Med HOFORs nye pumpestation, som er tegnet af C. F. Møller, har hovedstaden fået en mere sikker og grønnere pumpestation, som er designet til klimaforandringerne, der ser ud til at give større mængder regn og stormflod.

Siden 2015 har HOFOR arbejdet med at udskifte den 117 år gamle pumpestation på Kløvermarksvej. Det gamle anlæg var et af landets ældste og har siden 1901 sørget for at borgerne kunne slippe af med det beskidte, bakteriefyldte kloakvand. 

Med det nye anlæg, som er tegnet af C. F. Møller, har hovedstaden fået en mere sikker og grønnere pumpestation, som er designet til klimaforandringerne, der ser ud til at give større mængder regn og stormflod. 

Pumpestationen, der sørger for, at byens spildevand bliver ledt videre ud til rensning, har vital betydning for København og Frederiksberg. Derfor var både Københavns stedfortrædende teknik- og miljøborgmester, Karina Vestergård Madsen og kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg og formand for Frederiksberg Vand og Frederiksberg Kloak, Thyge Enevoldsen mødt op for at markere indvielsen sammen med HOFOR, skriver C. F. Møller i nyhederne.

– De otte nye pumper, der nu står her, er lavet til netop det. På en normal dag kører der nok bare to pumper, så der er tænkt i at sikre os, når himlen åbner sig. Og det er i virkeligheden stjerneeksemplet på, hvad vores store fælles løsninger kan gøre: de kan tænke længere end bare profit og skabe løsninger, der ikke bare virker nu, men som virker langt ud i fremtiden, sagde Karina Vestergård Madsen i sin tale til de mange fremmødte.

 

Foto: C. F.Møller Architects.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Samarbejde mellem kommuner og forsyninger
Det er Danmarks største spildevandspumpestation og 2/3 af spildevandet fra København og Frederiksberg Kommuner passerer herigennem på vejen ud til rensning på Lynetten. Og netop det gode samarbejde mellem kommunerne fremhævede Thyge Enevoldsen i sin tale.

– Selvom vi står her et godt stykke fra grænsen til Frederiksberg, så er den nye pumpestation lige så vigtig for Frederiksberg, som den er for København. Den er endnu et udtryk for et langt og godt samarbejde med et fælles mål at sikre en velfungerende kloak i hele området, der sender borgernes spildevand videre under forsvarlige forhold., sagde Thyge Enevoldsen.

Pumperne i det nye anlæg har kørt i nogle måneder, så der blev ikke klippet en snor over. Karina Vestergård Madsen, Thyge Enevoldsen og HOFORs administrerende direktør, Lars Therkildsen markerede i stedet begivenheden ved – på festlig vis, at hælde bobler i systemet.

– I HOFOR er vi stolte over at holde havnen ren. Derfor skal spildevandsystemet være i tip-top stand, så vi kan fortsætte med at aflede og rense det stigende antal borgeres spildevand. Når vi renoverer og bygger nyt som her, er vi med til at sikre vandmiljøets kvalitet, så også de næste generationer kan nyde en frisk dukkert i vores allesammens havn, udtalte Lars Therkildsen.

 

Grønne løsninger
På grunden har HOFOR samtidigt opført et nyt og fremtidssikret driftscenter til de folk, der vedligeholder kloaksystemet. Bygningerne har fået grønne tage og udsigt til et forsænket regnvandsbassin, der kan tilbageholde større mængder regnvand og således aflaste kloaksystemet.
Når vandet renses ved Lynetten udvindes der biogas af slammet. Biogassen tilføres bygassen, der på den måde bliver mere CO2-neutral at bruge for de mere end 300.000 aftagere. Så det er kostbare dråber, der passerer de nye pumper på Kløvermarksvej.

 

 


FAKTA

• Det nye anlæg er udført i røde sten for at passe til den gamle, fredede pumpestation fra 1901.
• Pumpestationen og det omkringliggende anlæg er opført i samarbejde med Frederiksberg Forsyning og er Danmarks største kloakpumpestation med en kapacitet på 30.500 m3/t 
• Projektering og design er udført af hovedrådgiver KRÜGER A/S med underrådgivere EKJ og GEO samt Arkitekt C.F. Møller Architects. 
• MT Højgaard har udført bygge- og anlægsentreprisen 
• Projektledelse og byggeledelse: HOFOR A/S.