Nyt fra branchen

COBE og MVRDV bag Roskilde Festival-højskole

Roskilde Festival Folk High School Foto: Ossip van Duivenbode.

Roskilde Festival åbner højskole i en tidligere betonfabrik. Højskolen er tegnet af COBE og MVRDV.

Roskilde Festival Højskole er nu åbnet.
Det er den første nybyggede, almene højskole i Danmark i 50 år.

Den nye højskole er tegnet af arkitektfirmaerne COBE fra Danmark og MVRDV fra Holland, som også står bag naboen, rock- og popmuseet Ragnarock i den kreative bydel Musicon i Roskilde, skriver COBE i en pressemeddelelse.

Roskilde Festival Højskole skriver med indvielsen et nyt kapitel i dansk uddannelseshistorie ved at være den første nybyggede, almene højskole i Danmark i 50 år. Højskolen er bygget i Roskildes kreative bydel Musicons Hal 10, der tidligere fungerede som fabrik til Unicons produktion af beton. Her har elever og lærere nu fået rammerne til undervisning og kreative projekter i den 5.578 m2 store højskole, der bygger på idealerne bag Roskilde Festival, som er præget af det frivillige engagement, et humanitært fokus og skaberkraft.

 

Roskilde Festival Folk High School
Foto: Ossip van Duivenbode.

Fra betonfabrik
Med projektet har COBE og MVRDV renoveret og åbnet den gamle fabrikshal op med store vinduer samtidig med, at de eksisterende betondragere og søjler er bibeholdt rå som levn fra den gamle produktionshal. Overalt i huset opleves i dag en klar kontrast mellem nyt og gammelt. Hallen, der oprindeligt var ét stort rum, er blevet fyldt med 16 store bokse i forskellige farver og materialer inspireret af festivalens farverige univers. De indeholder forskellige funktioner, som værksteder til skolens kunstneriske fag, tribuner, musikstudier, dansesal, faglokaler, lærerværelse og foredragssal med plads til 150 personer. Hver boks er udformet som sit eget særlige rum, der giver de bedst mulige rammer til at udfolde sig inden for de forskellige fagligheder.

Roskilde Festival Folk High School
Foto: Ossip van Duivenbode.

Alle bokse henvender sig mod skolens store fællesrum midt i den gamle produktionshal med otte meter til loftet. Her findes også skolens fællesfaciliteter såsom spisesal og festlokaler. Boksene er stablet i to etager og forskudte, således der opstår spændende og intime rumligheder, hvor højskolens fællesskab udvikles og forstærkes i ”mellemrummet”.

– Som tidligere højskoleelev har det været en helt særlig opgave at transformere en gammel betonfabrik om til en højskole, der skal forme fremtidens generationer af elever. Ved at åbne den op og tilføje en række nye bokse inde i den gamle struktur, får bygningen nyt liv. En udtjent industribygning er blevet en spirende hub for kreativitet og fællesskab, siger Dan Stubbergaard, arkitekt og grundlægger af COBE.

 

Roskilde Festival Folk High School
Foto: Ossip van Duivenbode.

– Vores design er som skolen selv, inspireret af Roskilde Festival. Det handler om musik, kunst, aktivisme – men mest af alt om frihed. Festivalen kombinerer det ”at have det fedt” med innovation på en uformel måde, som giver en speciel stemning, hvilket vi ønskede at vise i indretningen af skolen, siger Jacob van Rijs, partner og grundlægger af MVRDV.

 

Boliger til både elever og lærere
Roskilde Festival Højskole er en vigtig del af udviklingen af Musicon, hvor ambitionen er at skabe en levende og kreativ bydel. Ud over højskolen indeholder projektet også boliger til både elever og lærere. Elevboligerne er placeret foran højskolen i to separate bygninger og består af en række stablede moduler beklædt med sinus- og trapez-metalplader med en klar reference til områdets historie som industrielt produktionsområde.

 

Roskilde Festival Folk High School
Foto: Ossip van Duivenbode.

 

Hver elevblok er på fire etager og bundet sammen af et udvendigt gangsystem. Fra boligerne har skolens elever udsigt til naboen Ragnarock Museum med den guldbeklædte aluminumsfacade på den ene side og Rabalder Parkens skateområde på den anden side. På hver etage bor en gruppe med 15-20 elever, som ud over egne værelser også råder over fællesrum med køkken, loungeområde og arbejdsnicher. Ved siden af elevblokkene er fire rækkehuse med lærerboliger til højskolens lærerstab. Rækkehusene er også udført i rumstore præfabrikerede moduler iklædt med sinus- og trapez-metalplader.

 

Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST.

En helhedsplan
COBE og MVRDV vandt konkurrencen for området kaldet ROCKmagneten i 2011, som ud over Roskilde Festival Højskole også inkluderer Ragnarock – Museum for Pop, Rock og Ungdomskultur, som åbnede i 2016, Roskildegruppens hovedsæde samt en helhedsplan for omdannelse af det omkringliggende område. Åbningen i dag fejres med festtaler og indslag rundt på skolen fremført af skolens elever. Derudover markeres åbningen med indvielsessangen ’At Dø Er At Rejse’ af Nephew, der giver en ekstraordinær koncert på højskolen samme aften.

 

Roskilde Festival Folk High School.
Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST.
Roskilde Festival Folk High School.
Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST.
Roskilde Festival Folk High School.
Foto: Ossip van Duivenbode.

 

 

 

 


Fakta om Roskilde Festival Højskole

Sted: Havsteensvej 11, 4000 Roskilde

Klient: Bygningsfondens Roskilde Festival Højskole, bygherrekonsortie bestående af Roskilde Kommune, Realdania, Roskilde Festival Group, A.P. Møller Fonden, Knud Højgaards Fond. Tuborgfondet har doneret penge til indretningsprojektet.

Program: Højskole, elevboliger, lærerboliger og kontorer. Størrelse: Samlet areal 5.578 kvm – Roskilde Festival Højskole 2.980 kvm elev- og lærerboliger 2.598 kvm

Arkitekter: COBE og MVRDV Landskabsarkitekter: LIW Planning og Kragh & Berglund Entreprenør – højskole: B. Nygaard Sørensen



Om MVRDV

MVRDV blev grundlagt i 1993 af Winy Maas, Jacob van Rijs og Nathalie de Vries. Baseret i Rotterdam, Holland, har de et globalt mål om at skabe løsninger på nutidige arkitektoniske og bymæssige problemer i alle regioner i verden. Deres stærkt samarbejdsvillige, forskningsbaserede designmetode involverer kunder, interessenter og eksperter fra en lang række felter fra tidligt i den kreative proces. Resultaterne er eksemplariske, utrolige projekter, der gør det muligt for byer og landskaber at udvikle sig til en bedre fremtid.



Om COBE

COBE er en arkitektvirksomhed grundlagt i 2006 af arkitekt Dan Stubbergaard. På blot tolv år har COBE formået at etablere sig som en toneangivende tegnestue med stor forståelse for arkitekturens funktion som social motor. Tegnestuens projekter tager udgangspunkt i hvert steds særlige potentiale og insisterer på at skabe merværdi for de kommende brugere og det omkringliggende nærmiljø. Blandt tegnestuens mest markante projekter er Nørreport Station – Københavns travleste station, The Silo og planlægningen af Nordhavnen i København – Skandinaviens pt. største byudviklingsprojekt, Halftime – et nyt ikonbyggeri for adidas i sports-virksomhedens hovedkvarter i Tyskland, Danmarks nye rockmuseum Ragnarock i Roskilde og udviklingen af Papirøen i København.

Læs mere