Nyt fra branchen

Cobe åbner udstilling i Berlin

Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST.

Cobe udstiller i det verdenskendte arkitekturgalleri Aedes Architecture Forum i Berlin.

Den danske arkitektvirksomhed Cobe har netop åbnet udstillingen ”Our Urban Living Room” i det verdenskendte arkitekturgalleri Aedes Architecture Forum i Berlin.

Udstillingen åbnede i fredags ved en stor event med taler af blandt andet Cobes grundlægger, Dan Stubbergaard, den danske ambassadør i Tyskland, Friis Arne Petersen og Aedes grundlægger, Kristin Feireiss, skriver Cobe i en pressemeddelelse.

”Our Urban Living Room’”tager sit udgangspunkt i bogen af samme navn og har fokus på arkitektvirksomheden Cobe, der siden grundlæggelsen i 2006 har fået et stort gennembrud både herhjemme og internationalt.

Cobe har især markeret sig stærkt i København med en lang række prisvindende bygninger, byrum og byplanlægningsprojekter, og hovedstaden er i dag kendt for at være en af verdens bedste byer at bo i. Med udstillingen opfordrer Cobe til at opleve byen fra et andet perspektiv; som en udvidet dagligstue, hvor grænsen mellem det private og offentlige rum udviskes. Udstillingen viser udvalgte Cobe-projekter, der tilsammen fortæller en historie om Københavns arkitektoniske udvikling, og om hvordan den udvikling og forandring har påvirket folks levevilkår.

 

Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST.

 

Byen som udvidet dagligstue
Hos Cobe ser man byen som en udvidet dagligstue, og tegnestuen bestræber sig på at skabe bygninger, byrum og byer, der inviterer borgerne til at bruge og definere dem som deres egne. Denne tankegang ligger bag Cobes projekter og er temaet for udstillingen.

– Vores by er vores hjem, og netop den indstilling ligger til grund for Københavns succes i dag. Jo mere vi holder af byen, des bedre behandler vi den. Jo bedre arkitekterne designer den, des mere vil folk have lyst til at bo i byen og være stolte af den. Det er ikke et spørgsmål om byens skønhed, elegance eller rigdom, men om social levedygtighed og urbant demokrati, siger Dan Stubbergaard, arkitekt og grundlægger af Cobe.

Træd ind i en kæmpestor reol
Med udstillingen inviteres de besøgende til at træde ind i Cobe’s kæmpestore træreol, der indeholder modeller, billeder, tekster, tegninger og meget andet, og som de besøgende kan kravle ind i, mærke på og lytte til. Bogen ’Our Urban Living Room’ står i reolen rundt omkring i udstillingen, og udstilling og bog går på den måde hånd i hånd.

– Den store træreol danner ramme om syv forskellige temaer fra vores arbejde. Det handler blandt andet om arkitektur til børn, transformation af ældre bygninger, og hvordan fremtidens København skal se ud. Ved at skabe en udstilling, som opfordrer til leg og interaktion, kan besøgende hjælpe os med at definere den urbane dagligstue, vi har skabt i udstillingen – på samme måde som vi alle sammen er med til at forme Københavns urbane dagligstuer, siger Dan Stubbergaard.

 

Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST.

Tredje visning af udstillingen
Bogen ”Our Urban Living Room” udkom i 2016 i forbindelse med Cobes store udstilling af samme navn på Dansk Arkitektur Center, der kunne opleves fra oktober 2016 til januar 2017. I den korte periode fik udstillingen mere end 22.000 besøgende og høstede flotte anmeldelser både af nationale såvel som internationale medier. I 2018 blev udstillingen vist på Laituri i Helsinki. Og her i 2020 vises udstillingen altså for tredje gang. Denne gang på det prestigefyldte arkitekturgalleri Aedes i Berlin, hvor verdenskendte stjernearkitekter som Rem Koolhaas og Frank Gehry også har udstillet.

– Our Urban Living Room er en af Dansk Arkitektur Centers mest succesrige, velbesøgte og velanmeldte udstillinger i nyere tid. Udstillingen bød på en rumlig oplevelse i særklasse og formidling i øjenhøjde. Det vurderer vi er nogle af årsagerne til, at vores publikum har rangeret ”Our Urban Living Room” blandt de bedste af vores udstillinger, siger Kent Martinussen, CEO, Dansk Arkitektur Center.

 

Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST.
Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST.
Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST.
Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST.
Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST.
Foto: Rasmus Hjortshøj – COAST.

 

 

 


Om Cobe

Cobe er en arkitektvirksomhed grundlagt i 2006 af arkitekt Dan Stubbergaard. På blot fjorten år har Cobe formået at etablere sig som en toneangivende tegnestue med stor forståelse for arkitekturens funktion som social motor. Tegnestuens projekter tager udgangspunkt i hvert steds særlige potentiale og insisterer på at skabe merværdi for de kommende brugere og det omkringliggende nærmiljø. Blandt tegnestuens mest markante projekter er Nørreport Station – Københavns travleste station, The Silo og planlægningen af Nordhavnen i København – Skandinaviens pt. største byudviklingsprojekt, HALFTIME – et nyt ikonbyggeri for adidas’ i forbindelse med sportsbrandets hovedkvarter i Tyskland, Danmarks nye rockmuseum Ragnarock i Roskilde og udviklingen af Papirøen i København.



Om udstillingen

Den oprindelige udstilling ‘Our Urban Living Room’ fra 2016 blev udviklet af Cobe i samarbejde med Dansk Arkitektur Center. Udstillingen blev støttet af Realdania og Knud Højgaards Fond. Den udstillede version i Berlin er udviklet af Cobe i samarbejde med Aedes og er støttet af Dreyers Fond, Johannes Fogs Fond, Knud Højgaards Fond og KUKURUZ. Derudover har Arvinius + Orfeus Publishing, Rama Studio og Rasmus Hjortshøj – COAST samarbejdet med Cobe omkring udstillingen.

Udstillingen vises fra den 18. januar 2020 – 29. april 2020 hos Aedes Architecture Forum, Christinestr. 18-19, 10119 Berlin. Udstillingen har gratis entré.



Cobe i Tyskland

Udover Cobe’s mange projekter i Danmark har tegnestuen også et støt stigende antal projekter i udlandet – især i Tyskland. Projekterne inkluderer bl.a. adidas HALFTIME – et kombineret møde- og konferencecenter for adidas’ ansatte, besøgende og brandambassadører, der åbnede i sportgigantens hovedkvarter i Sydtyskland i 2018. Andre projekter inkluderer Deutzer Hafen, der transformerer Køln’s tidligere industrihavn til et nyt bykvarter, og Europahafenkopf i Bremens gamle industrihavn bestående af nye boliger og kontorbygninger.