Nyt fra branchen

C.F. Møller og BRUT vinder konkurrence i Belgien

Illustration: C. F. Møller Architects & BRUT.

C. F. Møller og BRUT vinderforslag ny bydel med 500 boliger i bydelen De Nieuwe Stad i Oostende i Belgien.

C.F. Møller Architects og BRUTs har vundet med et forslag til en ny bydel med 500 boliger. Vinderforslaget viser, hvordan byfortætning i en menneskelig skala kan forbedre livskvaliteten for beboerne samt kvaliteten i de nære omgivelser og byen, skriver C.F. Møller Architects i nyhederne.

 – Vi ser virkelig frem til at fortsætte vores samarbejde med BRUT og bygherrerne De Oostendse Haard og De Gelukkige Haard om at gøre dette visionære projekt til virkelighed. Kombinationen af byudvikling, bæredygtighed og bygningsdesign som et middel til at gavne både mennesker og miljø er præcis, hvad vi elsker og excellerer i, siger Lone Wiggers, partner og arkitekt hos C.F. Møller Architects.

Illustration: C. F. Møller Architects & BRUT.

 

 

Omdefinering af højhuset
Bydelen De Nieuwe Stad i Oostende i Belgien blev bygget i 1972 af to almene boligforeninger. De nuværende bygninger er forældede, og området kæmper med de typiske problemer, der er forbundet med socialt højhusbyggeri fra efterkrigstiden. Det er blevet besluttet at udskifte bygningerne og sanere hele området. 54 arkitektfirmaer ønskede at deltage i konkurrencen, og fire blev udvalgt af bygherrerne De Oostendse Haard og De Gelukkige Haard. Teamet bestående af C.F. Møller Architects og BRUT blev udpeget til vinder.

– Dette projekt er en enestående mulighed for at genoprette det image, højhuse har i forbindelse med socialt boligbyggeri, særligt eftersom de nuværende beboere siger, at de godt kan lide at bo i området. I dag er højhusbyggeri trods alt meget oplagt, når der diskuteres byfortætning, og det vinder terræn i andre dele af boligmarkedet, siger Gunther Slagmeulder, som er arkitekt og partner hos BRUT.

Illustration: C. F. Møller Architects & BRUT.

 

Bæredygtigt, innovativt og inkluderende
Forslaget kombinerer bygherrernes og byen Oostendes ambitioner med de nuværende og fremtidige lejeres ønsker i et innovativt, inkluderende og bæredygtigt boligprojekt. Der indføres nye kvaliteter på forskellige plan.

På byplan sikrer en ny cykel- og gangsti mellem bymidten og det grønne bælte rundt om byen, som følger åens forløb, at området ikke længere er isoleret. På områdeplan øger “Å-parken”, som er en stor landskabspark, livskvaliteten og muligheden for socialt samvær og rekreation. “Åparken” bliver en ny grøn, central del af bydelen og de omkringliggende boligområder med plads til den genåbnede å, bæredygtig vandhåndtering, rekreative områder, natur og et dejligt stisystem.

 

Illustration: C. F. Møller Architects & BRUT.

Ny bydel, nye naboer
På bydelsplan forstærkes fællesskabsfølelsen ved at samle kompakte beboelser omkring tre forskellige forpladser, der fungerer som bro mellem de eksisterende og nye bygninger. Her er indgangene til beboelserne ligesom legepladser og fællesfunktioner placeret i stueplan, og der er et kompakt biladgangs- og parkeringssystem. På bygningsplan fremmes en følelse af hjemlighed ved at supplere komfortabelt indrettede hjem med store terrasser, flotte udsiger og fællesarealer. Den robuste og raffinerede arkitektur kombinerer en stærk ny identitet med livskvalitet, bæredygtighed, fleksibilitet og gennemførlighed.

 

Illustration: C. F. Møller Architects & BRUT.

Innovativ leveform
En klynge på 10 blokhuse (mellem fem og otte etager) og fire høje huse (13 etager) tilføjer et nyt kapitel til Oostendes boliglandskab og optimerer fordelene ved placeringen mellem bymidten og det grønne bælte. De kompakte beboelser og de tilstødende lejlighedskomplekser er samlet omkring tre forpladser, der hver har deres egen karakter. Inspirationen til arkitekturen blev fundet i kvaliteterne i de eksisterende modernistiske bygninger, som, ud over den smukke udsigt, også værdsættes for de store glaspartier og de brede terrasser, der giver lys og plads. De omkringliggende boligområder og de historiske villaer på den belgiske kyst var også en kilde til inspiration.

– Ved at kombinere disse typer skabes en innovativ leveform med tæthed, hjemlighed og fællesskabsfølelse i en menneskelig skala. Det skaber en boligtypologi, der giver rigelig plads til et grønt landskab og drager mest mulig fordel af denne kvalitet, siger Lone Wiggers, som er partner og arkitekt i C.F. Møller Architects, og opsummerer C.F. Møller Architects og BRUTs fælles mål.

– De Nieuwe Stad kan blive en projektmodel for byfortætning i en menneskelig skala ved at fokusere på bæredygtig byplanlægning med innovative boligtypologier, en stærk fællesskabsfølelse og intelligente fortolkninger af socialt boligbyggeri og gældende standarder.

Illustration: C. F. Møller Architects & BRUT.

 

Vertikalt fællesskab
C.F. Møller Architects og BRUT samarbejder om et andet projekt i Belgien, som er ved at blive bygget. Det drejer sig om boligtårnet ”Scheldezicht” i Antwerpen. Formålet med denne boligblok er at bryde med de klassiske fleretagers bygninger, som isolerer beboerne. Ved at benytte en lang række arkitektoniske greb skabes en bæredygtig og fællesskabsorienteret boligform i boligblokken. Boligblokken er kendetegnet ved mange forskellige lejlighedstypologier, og sociale møder understøttes uden at gå på kompromis med behovet for privatliv.

Projektbeskrivelse

 


Fakta

Bygherre: De sociale boligselskaber De Oostendse Haard og De Gelukkige Haard
Adresse: De Nieuwe Stad, Oostende, Belgien
Designteam: C.F. Møller Architects og BRUT architecture/urban design
Samarbejde: ABT Belgien (stabilitet, specielle teknikker, energi, akustik)
Præmieringer: 1. præmie i internationale konkurrence ifm. Team Vlaams Bouwmeesters offentlige udbud, 2018
Omfang:

Grundareal: 4,8 hektar
Byggeprogram: ca. 54.000 kvm, 500 1- og 2-værelseshuse, fællesarealer, fælles bekvemmeligheder, erhvervsarealer
Åpark: 3,4 hektar
Budget: ca. 70 millioner euro ekskl. moms