Nyhed

Arkitektur med bind for øjnene

Fra venstre: Sarah Wulff Hansen, Rebecka Norén og Camilla Hjørnholm Tønder

Da tre arkitektstuderende skulle skrive afsluttende opgave om design af et hus til blinde, endte det med at give dem et helt nyt syn på arkitektur. For hvordan opleves et hus, når man ikke kan se? De tre måtte tage bind for øjnene og kaste sig ud på dybt vand

Af Bo Billeskov Grünberger

Arkitektur for blinde rummer både udfordringer, men tilbyder også et helt nyt perspektiv på, hvad arkitektur er. Ofte opleves arkitektur med øjnene, men når man designer bygninger til blinde, tvinges man til at være opmærksom på dele af arkitekturen, som man ofte anser for at være detaljer.

Rehabilitering af blinde

Sarah Wulff Hansen, Camilla Hjørnholm Tønder og Rebecka Norén arbejdede i foråret på deres afsluttende opgave ”The pulse – a place to unfold” ved Aalborg Universitet. De valgte at fokusere på rehabilitering af blinde, men opgaven endte med at være meget mere end det.

– Vi fandt ud af, da vi fordybede os i den fysiske rehabilitering af blinde, at det her var større end bare blinde, for den fysiske rehabilitering handler om os alle sammen. Det her med at komme ud og bevæge sig fysisk, og at arkitekturen lægger op til det, det var vigtigt for det her projekt, fortæller Sarah Wulff Hansen.

De designede en bygning, der skulle fungere som midlertidigt rehabiliteringssted for blinde og andre med svære synshandicap. En buet betongang løb igennem hele bygningen og bandt alle områderne sammen, og en af udfordringerne var at skabe en bygning, som blinde kunne navigere i, og som lagde op til fysisk aktivitet.

At blive blind eller synshæmmet kan være en traumatisk oplevelse, og man går ofte igennem fire forskellige emotionelle faser: chok, reaktion, bearbejdning og nyorienteringsfasen. Bygningen er tegnet sådan, at der er mulighed for, at alle, uanset hvilken fase de er i, kan deltage i de forskellige aktiviteter. Arkitekturen bruger forskellige zoner i de store rum der gør at man kan være med på afstand, sidde tættere på, eller være helt med i aktiviteten, alt afhængig af hvor meget man har mod på.

– Det at arkitekturen kan så meget mere og stimulere så meget, det var virkelig overraskende. Der er mange, der ikke tænker længere, end at arkitektur skal se pænt ud, men vi fandt ud af, at vi også skulle ud og mærke på materialerne med lukkede øjne, og undersøge, hvad materialerne gjorde lydmæssigt for at vide, hvordan de kunne bruges til at guide dig rundt. Vi mærkede også på siloer og runde former for at finde ud af, hvordan det guider os – hjælper det os, eller forvirrer det os, siger Camilla Hjørnholm Tønder.

Hun forklarer, at det, de lærte var at skabe en arkitektur, hvor alle dele er med til at hjælpe folk rundt i bygningen. Fordi de var nødt til at bruge andre sanser end synssansen, så brugte de alle andre sanser, så bygningen brugte lugte, temperatur, lyd og lys til way finding.

– I forhold til way finding, har vi arbejdet meget med kontraster i alle mulige former: varme og kulde, lyd, og kontraster i forhold til synssansen, fordi nogen blinde godt kan fornemme lys og farver, og lugte. Det var et stort omdrejningspunkt for os, forklarer Sarah Wulff Hansen, der suppleres af Rebecka Norén:

– At få arkitekturen til at inspirere folk til at bevæge sig mere er super svært. Vi har prøvet at løse det med at have ramper op igennem hele bygningen, der skal inspirere til, at man gerne vil bevæge sig mere. Og man kommer så igennem alle de her rum, hvor andre er i gang med aktiviteter; der er ikke et sted, hvor man skal gå hen for at kunne være med i en aktivitet, men det er noget, du møder overalt i bygningen. Vi har også brugt lidt lavere temperaturer for at give folk lyst til at røre sig mere.

 

Hvordan bygger man til blinde?

I modsætning til flere af deres medstuderende, der f.eks. arbejde med projekter om hospicer, fandtes der ikke meget materiale på dansk om, hvordan man skaber en bygning til blinde. Derfor kontaktede de eksperter, herunder Dansk Blindesamfund og Ballast, der blandt andet designer til blinde. De fandt blandt andet ud af, store vinduespartier er noget, som blinde frygter, fordi de ikke kan se glasset. De opdagede også, at det er relativt få, der er fuldkommen blinde; de fleste med svære synshandicap kan faktisk godt se en smule, så de kan opfatte f.eks. kontraster og opfatte lys og mørke. Der er også ret få, der bliver født blinde, og derfor er der et stort behov for at have et sted, hvor mennesker, der tidligere har været seende kan lære at leve med deres synshandicap.

– Der er en genoptræning, hvor de blinde skal lære at leve med at være blinde. Der er tre forskellige rammer: de fysiske, funktionelle og emotionelle. Og de skal lære indenfor de tre rammer at leve med deres handicap. Man skal lære at kunne begå sig, vaske tøj og alle de her ting, selvom man har et synshandicap. Og det skulle vores faciliteter kunne rumme, og de skulle også have et stort fokus på det fysiske, fordi man som blind ikke bare løber en tur. Der er mange, der bliver inaktive af at blive blinde, så det handlede om at skabe rammer for de rammer, hvor de kunne føle sig trygge og kunne dyrke motion på flere forskellige niveauer, siger Camilla Hjørnholm Tønder.

Hele projektet udviklede sig derfor til at handle om meget mere end blot blinde. Det var de tre et andet perspektiv på arkitektur, og hvordan man designer en bygning ved at bruge andet end blot synlige greb.

– I begyndelsen havde vi slet ikke tænkt, at det her ville blive så stort. Vi tænkte, at vi kun skulle lave noget til blinde, fordi det mangler, men med tiden opdagede vi, at det var mere end bare blinde. Alt det her med fællesskabet og den sociale bæredygtighed og at få de lokale samfund ind og være en del af den bygning, vi har skabt.

Hvis du vil læse ”The pulse – a place to unfold”, kan du gøre det her.