Nyt fra branchen

Ambitiøst klimaprojekt får Årets Arne

Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen. Foto: Mikkel Eye.

Skybrudsprojektet på Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen af SLA får hovedprisen Årets Arne.

Som det første byrum modtager det ambitiøse skybrudsprojekt Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen af SLA hovedprisen Årets Arne. Initiativprisen Lille Arne tildeles det frivillige projekt Sydhavnens Folkemøde, skriver Arkitektforeningen i en pressemeddelelse.

Byens rum spiller en afgørende rolle i forhold til at løse udfordringer med skybrud, overophedning, luft- og støjforurening samt skabe steder, hvor vi kan mødes midt i byens travlhed. Fredag aften blev klimatilpasningsprojektet Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen tildelt prisen Årets Arne for at være et ambitiøst eksempel på et byrum, der skaber en sammenhæng mellem naturbaseret klimatilpasning og rekreative mødesteder for byens mennesker. Københavns nye naturbaserede byrum er designet af SLA, der har anført et team bestående af NIRAS, Viatrafik og entreprenør Ebbe Dalsgaard for bygherren Københavns Kommune og HOFOR. I SLA er man stolte over at modtage den store anerkendelse fra fagfællerne.

– Det er en stor ære at modtage Årets Arne blandt så kompetent et felt af nominerede kollegaer og kandidater. At vi modtager prisen, er en tilkendegivelse af, at byrum, ny natur og øget biodiversitet er en essentiel del af løsningen på de urbane udfordringer. At det er vores fagfæller, der peger på os som modtagere, er nok den største anerkendelse, man kan opnå, siger arkitekt MAA Stig L. Andersson, grundlægger og designdirektør i SLA.

 

Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen. Foto: Mikkel Eye.

I begrundelsen lægger juryen blandt andet vægt på, at projektet griber fat i det meget aktuelle problem med konsekvenserne af klimaforandringerne. Samtidig er Sankt Kjelds Plads og Bryggervangen et tydeligt eksempel på, hvordan arkitekturen kan bidrage til en positiv udvikling af København og løse nogle af de udfordringer hovedstaden står over for.

Igennem en udpræget tværfaglig tilgang har teamet formået at stille en arkitektonisk idé forrest i arbejdet med byens basale infrastruktur. Dermed er det lykkedes at fastholde dette alsidige projekt med utallige involverede aktører i en helhedstænkning, som trænger tydeligt igennem i det endelige værk, lyder det i dommerbetænkningen.
 

Lokalt fællesskab hædret

 

Sydhavnens Folkemøde 2019. Foto: Sydhavnens Folkemøde.

Ud over hovedprisen uddelte Arkitektforeningen København også initiativprisen Lille Arne til det frivilligt drevne projekt Sydhavnens Folkemøde, der vil skabe mere lokal indflydelse på byudviklingen af Københavns Sydhavn. Juryen roser blandt andet projektet for at skabe et håb for en mere demokratisk struktur for byudviklingen i fremtiden samt give en ny betydning til arkitekters rolle i de processer.

– Vi er meget glade og stolte over den anerkendelse og værdsættelse, som vi oplever, at prisen Lille Arne er udtryk for. Jeg er som arkitekt særligt glad for, at min branche forstår, at dette forum er skabt som en platform, der skal oplyse alle parter i byudviklingen om deres magt og ansvar, siger arkitekt MAA, initiativtager og forperson for Sydhavnens Folkemøde Rikke Rohr og uddyber:

– Sydhavnens Folkemøde har en vision om at være den åbne platform, hvor de komplekse forhold omkring byudvikling sammenstilles, så vi på tværs af roller som borgere, bygherrer, embedsmænd, politikere og fagfolk kan finde frem til gode langsigtede løsninger og sammen højne kvaliteten i byudviklingen fremover.

 

Sydhavnens Folkemøde 2019. Foto: Sydhavnens Folkemøde.

 

 

 


FAKTA OM SYDHAVNENS FOLKEMØDE

Sydhavnens Folkemøde er et 100 procent frivilligt drevet initiativ, der udspringer af et ønske om en mere lokal indflydelse på byudviklingen.
Læs mere om folkemødet



FAKTA OM SANKT KJELDS PLADS OG BRYGGERVANGEN

Bygherre: Københavns Kommune og HOFOR
Arkitekt: SLA
Ingeniør: NIRAS
Trafik: Viatrafik
Konsulent: Jens Rørbech
Entreprenør: Ebbe Dalsgaard A/S



FAKTA OM ARNE PRISERNE

Årets Arne blev indstiftet i 2007 af Arkitektforeningens Lokalafdeling København. Prisen er opkaldt efter arkitekten Arne Jacobsen.

Hovedprisen Årets Arne gives til opførte værker, der har løftet arkitekturen i hovedstadsområdet i det forgange år.

Initiativprisen Lille Arne gives til initiativer, realiserede og ikke-realiserede projekter og nytænkende idéer, som har skabt debat eller gjort en forskel for faget.