Nyt fra branchen

115 almene boliger med Svanemærket

Ved skoven. Illustration: KANT arkitekter/Mikhail Sizov.

I Allerød opføres et boligområde med 115 almene boliger, som alle bliver certificeret med Svanemærket. Det bliver Danmarks største almene boligbyggeri med certificeringen.

Et nyt boligområde, som kaldes ”Ved Skoven” og består af 115 nye boliger og et fælleshus, skal frem mod forsommeren 2022 opføres i det naturskønne område ved Teglskoven i Allerød. Det er det almene boligselskab Lejerbo, som står bag det store projekt, og Scandi Byg er valgt som totalentreprenør. Sammen har de to parter en ambition om at opføre byggeriet ud fra så bæredygtige principper som muligt, skriver Scandi Byg i en pressemeddelelse.

Projektet er tegnet af kANT Arkitekter.

– Lejerbo går forrest, når det gælder om at opføre bæredygtigt byggeri. Vi satte fra starten et højt ambitionsniveau med krav om svanemærkning. Samtidig har vi et ønske om at bidrage til at udvikle byggeriet ved at arbejde endnu mere bæredygtigt, blandt andet ved at bygge bærende konstruktioner og facader i træ. En fælles forståelse og tilgang, som gør det nemmere at vælge bæredygtige løsninger sammen med entreprenøren, fortæller projektleder i Lejerbo, Metin Uysal.

– Valget faldt på Scandi Byg som totalentreprenør, da virksomheden dels leverer svanemærkede modul-løsninger, dels kunne tilbyde det bedste forhold mellem pris og kvalitet.

Scandi Byg vandt således udbuddet om at opføre de 115 nye boliger, som kommer til at bestå af både 1-, 2-, 3- og 4-værelsesboliger i træ. Virksomheden kan i høj grad trække på tidligere erfaringer, da det også er Scandi Byg, der blandt andet står for landets første almene boligprojekt med Svanemærket på Amager. I dag opfører Scandi Byg alle sine boliger med Svanemærket – uanset om det er almene boliger, lejeboliger i øvrigt eller ejerboliger

Det er tydeligt at mærke, at en større og større andel af byggebranchen sætter overliggeren højt, når det handler om fokus på bæredygtighed. Tidligere var Svanemærket forbeholdt prestigebyggerier, men nu vinder mærket også indpas inden for blandt andet almene boligbyggerier, og det betyder jo, at det ikke længere er økonomien, der nødvendigvis afgør, om du bor bæredygtigt og har de mange fordele, som det medfører, siger administrerende direktør i Scandi Byg, Thomas Raunsbæk.

 

Bæredygtigt byggeri er et samfundsansvar
Og hos Miljømærkning Danmark, som har ansvaret for Svanemærket i Danmark, er det af stor betydning, at den almene boligsektor nu efterspørger svanemærkede byggerier.

– Nogle af landets største bygherrer er almene boligforeninger, og derfor er vi også enormt glade for, at Lejerbo har valgt at stille krav om Svanemærket. Samtidig er Scandi Byg en stærk partner til den almene byggesektor, og de to parter kan således i fællesskab være med til at forme markedet for bæredygtigt byggeri, forklarer direktør i Miljømærkning Danmark, Martin Fabiansen.

Netop visionen om at skabe et mere bæredygtigt byggeri fylder meget hos Scandi Byg, som mener, at det er et samfundsansvar, som alle i byggeriet bør tage aktiv del i.

– Byggebranchen står for en stor del af det samlede CO2-udslip, og derfor er det også vigtigt, at man i branchen omstiller sig og får et større fokus på miljørigtigt byggeri. Heldigvis er vi allerede begyndt at se et paradigmeskift, hvor flere lægger vægt på det fra start, hvilket vi også mærker på efterspørgslen på vores løsninger. Men der er fortsat plads til en væsentlig forbedring, og det håber og tror vi, at vi vil se de kommende år, fortsætter Thomas Raunsbæk.

 

 


Om Scandi Byg

Scandi Byg er et datterselskab i en af Danmarks største entreprenørkoncerner, MT Højgaard Holding.

Scandi Byg er Danmarks største inden for industrialiseret modulbyggeri af boliger, kontorer, institutioner, skoler samt forskning- og laboratoriefaciliteter for professionelle private og offentlige kunder. Scandi Byg er absolut førende inden for bæredygtigt byggeri og har som en af Danmarks eneste byggerivirksomheder grundlicens til svanemærkede byggerier. Scandi Byg bygger primært som totalentreprenør, men også som hoved- og underentreprenør i Danmark og uden for landets grænser.

Læs mere



Om Svanemærket

Svanemærket er Nordens officielle miljømærke.  Svanemærket er med til at fremme cirkulær økonomi og reducere klimabelastningen. Et svanemærket byggeri er både et godt valg for miljøet og for dem, der skal bo i bygningen. Det lever nemlig op til skrappe krav i hele livscyklussen, dvs. krav til både materialer, byggeprocessen, brugsfasen samt affalds- og recirkuleringsfasen. 93 procent af danskerne kender Svanemærket, og 66 procent af danskerne ser efter det, når de køber ind.

Læs mere