Nyhed

Dansk design bag Englands største bro

Foto: © Dissing+Weitling

Storbritanniens største og højeste bro er tegnet af danske Dissing+Weitling. Broen blev indviet mandag af Dronning Elizabeth II og har kostet 1,35 milliarder pund.

Den 210 meter høje Queensferry Crossing, der er et ambitiøst broprojekt i Skotland åbnede mandag og er officielt indviet af Dronning Elizabeth II.

Konstruktion er tegnet af det danske arkitektfirma Dissing+Weitling og er den største og højeste bro i Storbritannien.

Queensferry Crossing løber over fjorden Forth nær hovedstaden Edinburgh og har været ti år undervejs og har kostet 1,35 milliarder pund.

Broen er det mest ambitiøse anlægsprojekt i Skotland nogensinde og den 2,7 kilometer lange bro er verdens længste skråstagsbro med tre pyloner i 210 meters højde. Der er anvendt over 37.000 kilometer kabel til broens skråstager, hvilket omtrent svarer til længden af jordens omkreds. Floden Forth krydses dagligt af over 60.000 køretøjer.

Dissing+Weitling bag flere broer

Dissing+Weitling har igennem årene stået bag mange berømte broer rundt om i verden, heriblandt Storebæltsforbindelsen og Stonecutters Bridge over havneløbet i Hong Kong.

Foto: © Dissing+Weitling / Martin Mclaughlin & Iain Mcgregor

Queensferry Crossing blev officielt indviet ved en stor ceremoni tidligere i mandags, hvor den engelske Dronning Elizabeth II klippede båndet til broen, ligesom hun gjorde med nabobroen Forth Road Bridge for over 50 år siden.