Icon
Adskedsmiddag for det Ekstravagante. Foto: Rasmus Flindt Petersen

Man kan spise en stemning og smage arkitektur

Ugens Instagram Takeover: Maddesigner Anna Laursen bryder med rutiner og genskaber passion gennem design. Følg hende på forbundets instagram

Det er efterhånden længe siden, at maddesigner Anna Laursen så sig selv som kok. Som så mange andre håndværk, er hverdagen som kok typisk præget af regler og rutinearbejde som forberedelsestid, der ligner den fra de forgangne uger og ’sådan-har-vi-altid-gjort-det’-princippet, der præger stolte håndværkstraditioner.

- Jeg kan godt lide branchen. Der er nogle sjove mennesker, og man har mulighed for virkelig at blive god til faget. Dog arbejder man som udgangspunkt for andre personers drømme, medmindre du selvfølgelig har din egen restaurant.

- Det har dog aldrig været min ambition, fortæller Anna om hendes tidligere arbejde.

- Jeg er faktisk også ret dårlig til at uddelegere arbejde. Jeg stoler ikke på, at andre vil det lige så meget, og lige så godt, som jeg selv. 

Anna beslutter sig for at skabe rammer om sin egen drøm, da hun ved et tilfælde kommer til at arbejde for Conference Campus. Her arbejder hun med konceptudvikling som en del af lederkurser, ved at bruge mad. Maden er simpelthen skræddersyet til de problematikker og nøgleord, der bliver arbejdet med på kurserne.

- Der er pludselig en anden måde at lave mad på, forklarer Anna. Jeg står dagligt overfor spidsbelastninger som et specifikt udvalg af råvarer, der skal ende ud i en ret, der afspejler det pågældende koncept helt præcist. 

Det er ikke kun kursisterne, der bliver konsulteret. Også Anna bliver hørt om hendes løsninger, og hun tvinges til at tage stilling til spørgsmål som ’Hvad er mad for dig?’ og ’Hvornår føles det rigtigt for dig?’. Hun åbnes for ideen om, at håndværket ligger til grund for så meget andet end restaurationsbranchen. Det får hende til at tage beslutningen om, at gå selvstændig.

Mad ved aldrig hvad der venter én.  

- Man skal tage fri, hvis man vil sin egen vej. Komme væk, tømme hovedet, og blive sikker i sine valg, råder Anna. Jeg havde ikke rigtig en specifik plan for, hvor jeg skulle hen. Jeg vidste bare, at man kunne skabe noget smukt og vække noget mere i folk, end en god smag. I og med jeg arbejde ca. 90 timer om ugen, så blev jeg nød til at tage væk, for at få tid til at tænke. 

Annas fødder havde kun lige genskabt kontakten med den danske muld, før hun havde sit første job som konceptudvikler. Arla Unika brugte hendes kreative løsninger to gange om ugen, hvorefter hun hurtigt begyndte at få de første henvendelser fra folk, der ville have hende til at lave konceptmiddage. 

- Det er bare folk, jeg havde talt med om mine interesser, der kontakter mig. De kan lide hvordan jeg anskuer mad, fortæller Anna om de første kunder. Det er ret sjovt. Der kommer nogle underlige tilbud ind ad døren, og det er dem, jeg bedst kan lide at lave. 

Selve det at være selvstændig, ser Anna ikke som den store udfordring. Hun tager en ting ad gangen, og lader sig ikke skræmme af bogføring, men nyder den form for frihed, systemet nu engang tilbyder. 

 - Jeg har da fået et skattesmæk, men så har jeg jo lært det, kan man sige, griner hun. 

Et navn er ikke bare et navn 

Anna starter ’madingeniøren’, der er en fortolkning af ingeniørens arbejde med arkitekten. Firmaet arbejder meget med kunstnere, hvor Anna skaber koncepter, bygget på kunstnernes værker. Hun finder dog hurtigt ud af, at hun selv kan tage styringen på den kreative del, og ikke kun arbejde med fundamenterne, som smage og råvarer.  

- Jeg begynder at tro på min mig selv. Det lyder patetisk, men hvor er det sandt, forsikrer Anna. Jeg kan jo sagtens selv være den kreative! Jeg skal bare udvikle det, og lade den kreative del tage styringen. Håndværket er jo på plads, så jeg kan egentlig lave en menu, uden at tænke over hvordan den ønskede konsistens, farve eller en smag kan fremtvinges. 

Med det faglige bagland, har Anna derfor en fordel i, ikke at være afhængig af at teste alt først, og kan derfor fokusere på designet, der er altafgørende i hendes virksomhed. Hendes omtale bliver delt i mere internationale kredse, og hun skifter til navnet Edible

- Det er nemt at dele, tagge og udtale. Man skal ikke undervurdere hvor vigtigt et navn er, fastslår hun, og bemærker en klar fremgang efter navneændringen. 

- Jeg kan da også se, at jeg ikke kan leve af at være selvstændig endnu. Så jeg arbejder ved siden af, men det skal nok komme en dag, forsikrer hun, og glæder sig over den vækst, hun kan se. 

Du kan følge Anna Lauersen maddesign, der afspejler de omgivelser, designs og den arkitektur der giver maden noget at gribe om på forbundets Instagram: Arkitekterogdesignere

 

siv